<%@ Page Language="C#" %> PRESSEMEDDELELSER iHOBRO OG MARI
PRESSEMEDDELELSER iHOBRO
OG MARIAGERFJORD I 2020
 
Til forsiden Arkiv 2019 Arkiv 2018 Arkiv 2017

   RULLE FOR AT KOMME TIL ALLE MEDDELELSER

   
 
2020-12-12  
Jernaldergravpladsen ved Vaarst er med på top ti over årets arkæologiske fund
Sammen med landets museer kan Slots- og Kulturstyrelsen igen i år præsentere en spændende Top 10 over de mest spektakulære fund fra årets arkæologiske undersøgelser rundt omkring i landet.

I år er Nordjyllands Historiske Museum igen på listen – med fundet af den rige jernaldergravplads ved Vaarst.

Det begyndte som så mange andre store fund herhjemme med en metaldetektor-entusiast.

”Allerede da Anders Bryder kom med de første fund, stod det klart, at der var tale om noget særligt. Og de nyeste undersøgelser på stedet i 2020 har på mange måder bekræftet, at den jernaldergravplads, der ligger ved Grønhøjgård ved Vaarst, ikke bare er lokal historie, men danmarkshistorie,” siger udgravningsleder og arkæolog ved Nordjyllands Historiske Museum, Torben Trier Christiansen.

”Selv om der blot er udgravet en del af den ene gravplads af de tre, som vi foreløbigt ved er i området, samt et kulthus derved, så har dette års undersøgelser løftet en meget interessant flig af det, som må formodes at have være et regionalt magtcenter og helligområde ved overgangen mellem ældre og yngre jernalder (ca. 200-550 e.Kr.) – et sted hvor den absolutte samfundselite holdt til”, siger Torben Trier.

Der er meget mere information om det nordjyske fund i vedhæftede pressemeddelelse.

Vedhæftet også billeder, der frit kan benyttes i forbindelse med omtale af jernaldergravpladsen på årets top ti.

Venlig hilsen / kind regards
Helle Nørgaard
Kommunikationschef / Head of Communication
Nordjyllands Historiske Museum
Algade 48, 9000 Aalborg
Mobil: 25 19 74 08
Mail: helle.noergaard@aalborg.dk
www.nordmus.dk








2020-12-23  
 Dråber hængt til tørre ved Vester Fjord
     
 
2020-12-22  

"Glædelig digital julegave til 170 adresser i Mariagerfjord"

Energistyrelsen har netop offentliggjort hvem der får andel i de ca. 100 mill. Kr. der er uddelt i årets bredbåndspulje.

Ca. 4 mill. Kr. tilflyder 5 projekter i Mariagerfjord kommune, hvilket glæder kommunens konsulent på området Jens Lykke, der har hjulpet ansøgerne hen mod målet.

”Desværre kunne puljen ikke strække til alle de ansøgere der har brugt masser af frivillige timer på at komme tættere på den digitale motorvej i form af hurtigt bredbånd” siger han. ”Der var ansøgninger for over det dobbelte af hvad der var i puljen. Vi havde desværre en del små projekter, men når et område, hvor alle 25 husstande ønskede at være med og alligevel ikke kunne få tilskud, viser det bare hvor svært det er” fortsætter han.

2 af projekterne rækker ind i nabokommunen Rebild, herunder et projekt omkring Rold Skov. Desuden er der penge til 39 adresser ved Røjdrup/Hannerup vest for Hobro. Af disse er der nogle få med adresse i Rebild Kommune. De resterende projekter er hjemmehørende i Alstrup ved Mariager, området mellem Skjellerup og Katbjerg, samt et lille projekt mellem Oue og Vive.

”Vi er glade og jeg kan næsten ikke få armene ned” siger Vagn Pedersen, Røjdrup, der er en af de mange lokale projektmagere, der har brugt mange fritidstimer på at få naboerne motiveret og organiseret i et projekt. ”Nu kan vi se frem til sammen med Norlys, at få gravet fiberkabler i jorden i løbet af 2021” fortsætter han.

En del af de projekter der har fået afslag, har aftalt med internetudbyderen Norlys, at man her vil kigge positivt på alligevel at etablere internet på almindelige kommercielle vilkår i løbet af overskuelig tid..

Mariagerfjord Kommune støtter alle de 170 husstande der har fået bredbåndstilskud med en medfinansiering på 2000 kr pr. adresse.

Projekterne vil alle blive realiseret i løbet af 2021.

På landsplan vil ca. 5000 adresser nyde godt af Bredbåndspuljen, som partierne bag Finansloven, har sikret fortsættelse i 2021.

”Puljen er en afgørende kickstarter, men der er lang vej i mål inden alle i f.eks. Mariagerfjord Kommune er dækket ind med hurtigt internet. Jeg vil vurdere at ca. 1000 adresser fortsat har under 10mbit-hastighed, og det vil fortsat udfordre mange der skal arbejde og studere fra deres hjemmeadresse” slutter Jens Lykke.


Nærmere information:

Jens Maarup Lykke
Konsulent for Landdistrikter og Digital infrastruktur

 

Vagn Pedersen, Røjdrup – 60721066

Michael Lehrmann, Rold – 41919743

Michael Jensen – Alstrup – 30130950

Louise Rosenquist – Skjellerup – 60721066

Torben Bredahl – Vive - 61548432

2020-12-19  
Lasse L. Sørensen imponerede i NASCAR
Lasse L. Sørensen markerede sig stærkt i topklassen i den Europæiske NASCAR serie.
I år skulle, for nordjyden, være et læreår i top serien, hvor flere stærke internationale kørere deltager, heriblandt den tidligere Formel 1 verdensmester Jacques Villeneuve. Sidste år deltog og vandt Lasse i support klassen kaldet Elite 2. Her blev der sat flere rekorder, første debutant som vandt Elite 2, den første i Euro NASCAR’s histoie, som vandt et løb fra bagerst på gridden, den debutant som havde vundet flest løb, plus lavede flest overhalinger i et løb. Men i år var forventningerne mere moderate, men dog stadig store. En placering i top 5 ville blive betragtet som et fornuftigt resultat i det 25 bilers store felt. Allerede i det første løb på Vallelunga i Italien lagde Lasse ud med en pole position. I den anden race weekend på Zolder blev der igen skrevet NASCAR historie, denne gang med at være den første rookie nogen side, som vandt et PRO løb. Resten af sæsonen foregik alle i toppen af serien, krydret med endnu en sejr i finaleløbet i Valencia i begyndelsen af december.   Et særpræget Corona-år blev afsluttet med en samlet 2. plads i debut sæsonen, og ikke mindst en 1. plads i Junior mesterskabet. Lasse udtaler: "Det har været en lidt anderledes sæson med ændret løbs kalender osv. Jeg havde kun tidligere kørt løb på en af banerne, nemlig Zolder. Resten af løbene blev kørt på baner, som jeg aldrig havde kørt på før, så derfor tror jeg også at næste sæson godt kan blive et godt år, hvis alt flasker sig. Jeg skylder selvfølgelig også en stor tak til mit Team DF1, plus mine sponsorer STRØJER TEGL og SAPHE. Uden dem havde det ikke været muligt. Jeg har endnu ikke en kontrakt for næste år, men har allerede nu fået nogle interessante henvendelser fra teams som byder sig til. Mit mål bliver helt klart at vinde mesterskabet i 2021, og derefter benytte mig af muligheden, som det åbner med et sæde i den Amerikanske NASCAR serie".  Lasse L. Sørensen har tidligere kørt DTC i Danmark, hvor han sammen med  Team Flexlease.nu Strøjer Tegl, vandt mesterskabet i 2017 som 21-årig. I 2014 vandt Lasse det Franske F4 mesterskab. I 2013 blev han kåret som Dansk Banesports talent. Yderligere er han lillebror til Aston Martin fabrikskøreren Marco Sørensen, som i år har vundet VM for sportsvogns klassen GT PRO i bilen ”Danetrain”, sammen med sin makker Nicki Thiim. 
På billederne ses Lasse efter sejren i Spanien i sidste uge.
Mvh. Lasse Racing








2020-12-18  
COVID-19 satte dagsordenen i 2020
Nordjyske museer fik mange nye gæster, men bundlinjen er rød

Der er én overskrift, der overskygger alle andre, når vi ser tilbage på 2020 – COVID-19. Corona-pandemien lagde os ned i marts og de efterfølgende måneder, og vi mistede brat kontakten med dem, vi allerhelst vil se – vores gæster. Museerne lukkede, byvandringer og rundvisninger blev aflyst, personalet blev sendt hjem. Pludselig blev her meget stille.

Året begyndte ellers så godt. Allerede 9. januar kunne vi afsløre, at AART Architects havde vundet konkurrencen om at tegne den nye velkomst- og udstillingsbygning ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest. Og godt en måned senere havde vi en festlig og velbesøgt åbning af den nye udstilling Oprør i Nordjylland på Aalborg Historiske Museum. Men så blev det 11. marts, og statsministeren lukkede landet.

Det blev 26. maj, før vi - bevæbnet med skilte, håndsprit og andre værnemidler – igen kunne åbne dørene for publikum. Lige så stille vendte gæsterne tilbage – og der kom nye til, for danskerne kunne ikke rejse ud, og de mange udenlandske turister måtte ikke komme ind. Som en håndsrækning til de trængte museer fik vi i seks uger hen over sommeren mulighed for at tilbyde 50 procent rabat på entreprisen, og det gav mange besøgende.

Besøgstal
Selv om antallet af gæster i de seks uger med halv pris sammenlagt lå mere end 30 pct. over besøgstallet for samme periode i 2019, så betyder nedlukningen af museerne i forårsmånederne og nu igen i december samt lukkede grænser og dermed ingen udenlandske gæster en samlet nedgang i besøgstallet på omkring 25 pct. i 2020.
Især vikingemuseerne, der normalt tiltrækker mange forskellige nationaliteter, har kunnet mærke følgerne af COVID-19. Udover færre besøgende er omsætningen i museumsbutikkerne også tæt på halveret.

”Udenlandske turister køber generelt flere og dyrere varer end danske børnefamilier. Det er vel ikke anderledes, end når vi andre rejser ud på ferie”, siger Lars Christian Nørbach, der er museumsdirektør for de 14 udstillingssteder under Nordjyllands Historiske Museum. Han understreger:

”Vi er glade for hver en gæst, der kom, men selv de mange sommergæster kunne ikke opveje det tab, vi samlet har oplevet hen over året. Sammenlagt har vi tabt en lille million kroner på entre og butikker. Men vi håber selvfølgelig, at nogle af de mange nye gæster har haft så god en oplevelse, at de får lyst til at komme igen en anden gang”.

Muligheden for at tilbyde entrebilletter til halv pris i de seks sommerferieuger er indtil videre den eneste form for hjælpepakke, museet har kunnet gøre brug af.

Museumsdirektøren kan midt i afslutningen af regnskabet for 2020 glæde sig over, at rigtig mange gæster under nedlukningen har givet udtryk for, at de har savnet museerne og ikke mindst de mange formidlingstilbud, der normalt udbydes.

”I foråret måtte vi jo ringe til folk og aflyse de billetter, de havde købt til historiske byvandringer, rundvisninger og foredrag. Det tog de rigtig pænt, og det var rørende at opleve, hvordan flere ligefrem sagde, at de ikke ville have refunderet deres billetter, men bare donere pengene til museet”, fortæller Lars Nørbach.

Alle gæster fik nu deres penge retur, og til gengæld kunne museet glæde sig over, at så snart det igen blev muligt at udbyde byvandringer og andre arrangementer, stod gæsterne klar og købte billetter igen. Det lykkedes at gennemføre mange arrangementer sommeren over, men i oktober blev forsamlingsloftet sænket igen, og en række planlagte byvandringer måtte reduceres fra 30 til ti deltagere – inkl. guiden. Så skulle der ringes igen.

”Man kan sige, at selv om vi har skullet holde afstand, så er vi faktisk kommet endnu tættere på mange af vores gæster. Vi har kommunikeret rigtig meget med rigtig mange af dem, og selv om det til tider har været lidt af et puslespil, så er det lykkedes at gennemføre mange arrangementer – med alle de corona-restriktioner, der nu har været”, siger museumsdirektøren.

Faktisk lykkedes det at gennemføre 95 offentlige byvandringer i 2020, og det er en lille stigning i forhold til 2019. Til gengæld faldt antallet af indendørs rundvisninger drastisk, lige som mange flere private grupper fravalgte at booke arrangementer i 2020. Samlet set faldt antallet af arrangementer med mere end 30 pct.

”Overordnet set har 2020 jo været et mærkeligt år – og nok ikke det bedste i museets historie. Men jeg glæder mig over den store fleksibilitet, som både museets gæster og ikke mindst medarbejderne har udvist under coronakrisen. Den er ikke ovre, og lige nu er museerne igen lukkede, men jeg håber, det snart bliver muligt at invitere gæsterne indenfor igen, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach.

For yderligere information, kontakt venligst:
Lars Christian Nørbach, direktør, Nordjyllands Historiske Museum: telefon 25 19 74 13.





2020 begyndte godt på de nordjyske museer. I februar væltede gæsterne ind, da Aalborg Historiske Museum åbnede udstillingen Oprør i Nordjylland. Bare en måned senere lukkede COVID-19 landet ned – og en forsamling af den størrelse, man ser her på billedet, har ikke siden været muligt.
(Foto: Nordjyllands Historiske Museum)


Rigtig mange af museets populære historiske byvandringer måtte aflyses i foråret, da corona-pandemien lukkede Danmark. Men heldigvis var publikum klar igen, da det atter blev muligt at gennemføre turene.
(Foto: Nordjyllands Historiske Museum)


2020-12-10  
Tag trygt cyklen til store naturoplevelser

Ny cykelsti fra Øster Hurup er klar til at blive indtaget af cyklister
 
Den nye strækning af cykelstien sikrer, at byens børn, badegæster og andre naturinteresserede trygt kan cykle fra Øster Hurup og ud til den offentlige strand nord for Øster Hurup.
Er man på denne årstid ikke lige fristet af en tur i bølgerne, kan man også parkere cyklen på den nye grusplads ved Toftetårnet ved Lille Vildmose. Her kan man opleve en flot udsigt over enebærsletten og Tofte Skov, hvor man kan være heldig at se både vildsvin, kronvildt og rådyr.
Gave til kommunens borgere og turister
Den nye cykelsti er blevet til efter en stor gave fra Aage V. Jensen Naturfond, der har betalt for anlægget af cykelstien og lagt jord til den nye sti.
- I Aage V. Jensen Naturfond arbejder vi både for at beskytte naturen og for at skabe adgang til naturoplevelser for børn og voksne. Derfor så vi en stor mulighed i at sikre Øster Hurups borgere og turister nem og sikker adgang til det dejlige strand- og naturområde, der findes nord for byen, fortæller Hanne Haack Larsen, der er direktør for fonden.
Formand for udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen, er meget glad for den store gave fra Aage V. Jensen Naturfond.
- Jeg er sikker på, at cykelstien vil blive til stor glæde for både borgere og turister i Øster Hurup.
Corona hindrer officiel indvielse
Jørgen Hammer Sørensen uddyber derfor også det ærgerlige i, at man ikke kan fejre den nye sti
- Vi ville selvfølgelig gerne have haft en officiel indvielse af cykelstien, men det gør vi ikke af respekt for det alvorlige i den nuværende corona-situation. Men jeg håber da, at mange får lyst til at hoppe på cyklen og prøve stien allerede nu.
Baggrund
Den nye strækning af cykelstien er blevet til i tæt samarbejde mellem Aage V. Jensen Naturfond og Mariagerfjord Kommune.
Stien er 1200 meter lang og går fra Øster Hurups nordlige udkant langs Dokkedalvej, forbi udsigtstårnet ved Tofte Skov, frem til den eksisterende gangtunnel under vejen og over til den eksisterende parkeringsplads ved den offentlige strandpark øst for Dokkedalvej.
Undervejs i projektet er den tidligere rasteplads syd for Kragelundsporten blevet ombygget til en egentlig parkeringsplads med plads til 23 biler.
For at sikre bløde trafikanter er der også blevet anlagt et helleanlæg, så fodgængere sikkert kan krydse vejen mellem den nye sti og Kattegat Strand Campings indgang.
 
Kontaktinformation
Formand for Udvalget for Teknik og Miljø, Jørgen Hammer Sørensen, tlf. 40 57 75 43
Direktør for Aage V. Jensen Naturfond, Hanne Haack Larsen, tlf. 25 30 23 00


Heidi Bersang Hansen fra Helbertskov har prøvekørt den nye cykelsti sammen med datteren, Emma. De er glade for, at cykelstien nu fører helt ud til stranden, så de trygt kan cykle dertil - også med deres spejdertrup.
2020-12-06  
Salling Fondene donerer 250.000 kr. til ny cirkelbro ved Sildehagen

Når sommersolen titter frem næste år, kan beboerne i Hobro hoppe i fjorden fra en helt ny cirkelbro ved Sildehagen. Cirkelbroen kommer til byen som et samskabelsesprojekt mellem Mariagerfjord Kommune, Hobro Turistforening og andre aktører i området. Og nu får den lokale føtex også en rolle i projektet. Butikken har nemlig været med til at skaffe 250.000 kr. fra Salling Fondene, der skal gøre broen til virkelighed.
 

På nordsiden af Mariagerfjord ligger Sildehagen – et område med rig natur og direkte adgang til vandet. Særligt i sommermånederne bliver området besøgt af mange mennesker, der kommer for at vandre, cykle eller sejle i kano. Området er de seneste år blevet ganske populært, også uden for de danske grænser. Faktisk så populært, at en af områdets vandreruter i dag er blandt de mest populære i Tyskland. 
Men området mangler noget. År tilbage havde Sildehagen en bro, så både beboere og turister kunne hoppe i bølgen blå. Desværre gik broen til, og i dag har området ingen bro. Men nu ser en donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene ud til at være med til at løse det problem.
I foråret 2021 får Sildehagen nemlig en cirkelbro. Som navnet antyder, bliver det – modsat de fleste andre broer i Danmark – en rund bro. Og lige netop broens form gør den til en gave til både store og små. 
”Det er helt fantastisk, at vi nu får mulighed for at realisere vores drøm om en cirkelbro ved Sildehagen. Den giver børn mulighed for sikkert at kunne bade i broens midte, mens de mere svømmesikre kan springe i havet, der omkranser broen. Med andre ord vil cirkelbroen give lokalsamfundet mulighed for at mødes på tværs af generationer,” fortæller Hanne Thomsen, formand for Hobro Turistforening, der er en af kræfterne bag projektet.
Alle skal kunne bruge den nye bro
Etableringen af broen sker i samarbejde med Mariagerfjord Kommune som et samskabelsesprojekt, hvor også elever fra uddannelsesinstitutionen FGU vil være med til at gøre området til et attraktivt besøgsmål. Modsat den forrige bro vil cirkelbroen blive bygget af bæredygtigt materiale, der skal sikre, at den kan holde i cirka 30 år. Det er derudover en vigtig prioriteret, at broen skal være lettilgængelig for alle. 
”Cirkelbroen skal være en bro, som alle kan få glæde af. Derfor har vi prioriteret, at den skal bygges med fokus på let adgang for både gangbesværede og handicappede. Samtidig skal den kunne bruges af de skoler og foreninger, der ligger tæt på. På den måde bliver broen et socialt samlingspunkt mange år frem,” fortæller Svend Skifter Andersen, som er byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune.
I forbindelse med den nye bro har arbejdsgruppen etableret et badebroslaug under navnet Fjordlaug Hobro, ligesom de på sigt ønsker at indgå aftale med vinterbadeklubben. 
føtex Hobro vil give noget tilbage til lokalområdet
At beboere og turister til sommer kan hoppe i vandet fra den nye cirkelbro, er takket være føtex i Hobro. I 40 år har butikken været det foretrukne indkøbssted for mange af byens borgere, og derfor synes varehuschef Lars Lind, at det er vigtigt, at butikken også bidrager til lokalområdet. Derfor har han indstillet projektet til donationen fra Salling Fondene. 
”I fire årtier har beboere og turister handlet hos os, og derfor føles det helt rigtigt, at vi nu kan give noget tilbage til lokalområdet. Jeg er overbevist om, at cirkelbroen bliver en kæmpe gevinst for Hobro, og så glæder det mig, at den både kan bruges af børn, unge, voksne og ældre. Det er for mig opskriften på et vellykket projekt,” fortæller Lars Lind, varehuschef i føtex Hobro.
13 lokale projekter er udvalgt
Cirkelbroen er et af 13 lokale projekter, der er blevet tildelt en donation af Salling Fondene via føtex. Der er i alt blevet doneret 3 millioner kroner, og de 13 projekter er indstillet gennem lokale føtex-varehuse, der har søgt specifikt efter lokale initiativer, som styrker danskernes aktive og sociale liv. Det er fjerde gang, Salling Fondene donerer penge til lokale projekter via føtex.
”Salling Fondene vil være med til at gøre hverdagen bedre, og derfor er det helt naturligt for os at bidrage til projekter, der skaber nye gode, sunde og aktive fællesskaber og rammer. Vi er samtidig glade for, at det er gode projekter i hele landet, vi har mulighed for at støtte, da vi er en fond til glæde for alle danskere,” siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Om Salling Fondene
Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som driver bl.a. føtex, Netto, Bilka, Salling stormagasiner, BR, Carls jr., Starbucks og Skagenfood og Wupti. De har gennem årene bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark. 
Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport og værdige formål. Siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end en milliard kroner.
Salling Fondene består af to selvstændige fonde:
Købmand Herman Sallings Fond
Købmand Ferdinand Sallings Mindefond

Det er Købmand Herman Sallings Fond, der donerer til de 13 lokale projekter, som føtex har bistået fonden med at finde frem til. Dette er sket via indsamling af ansøgninger gennem de lokale føtex-butikker rundt omkring i landet, som føtex herefter har indstillet til fondens bestyrelse.
Læs mere om føtex’ CSR-arbejde her: https://omtanke.foetex.dk/

For yderligere information, kontakt venligst:
føtex Hobro
Lars Lind
lars.lind@foetex.dk
+45 6120 8103
Hobro Turistforening

Hanne Thomsen
hanne@gasmuseet.dk
+ 45 5371 5121
EKSEMPLER PÅ CIRKEL BADEBRO KLIK HER
2020-11-26  
Lys i en Corona-tid
 
Modtaget fra
Kathrine Søndergaard Pedersen
Korproducent
 
I foråret lød beskeden ”Danmark lukker ned”, hvilket fik os alle til at stå sammen, hver for sig, og gav anledning til at se nærmere på, hvad der grundlæggende betyder noget for os og hvordan vi skaber værdi.
 
I Mariagerfjord Korskole førte nedlukningen til aflysning af den fysiske undervisning og alle koncerter. Det blev hurtigt klart, at der måtte findes nye måder at udfolde Korskolens formål og undervisning på og ikke mindst måder hvor korsang, sammenhold og fællesskab stadig kunne etableres.
 
Sangen ”I Am Light” blev derfor omdrejningspunkt for et særligt indspilnings- og musikvideoprojekt for alle Korskolens elitekor, store som små. Alle ansatte, forældre og børn stod sammen som ”Korfamilie” om at løse de udfordringer Covid-19 bragte med sig.
 
Indstudering af sangen fandt sted online og herefter blev til mange timer med indspilning i små hold med alle coronarestriktioner overholdt i forhold til afspritning, afstand og udluftning. Projektet blev afsluttet med en videodag, der for børn såvel som forældre startede meget tidligt i Øster Hurup, men hvilken smuk dag det blev. Mens solen stod op og bragte lys på himlen, fik sangen I am Light liv i sin fysiske form gennem det lys som alle børnene i Korskolen bringer med sig.  
 
Der var hermed skabt lys i en Corona-tid.
 
Trodser janteloven
 
”I Am Light” handler om at hvert individ er en stjerne i sig selv og at man ikke defineres ud fra religion, social arv eller etnisk herkomst. 
 
Korskolens kunstneriske leder Christian Fris-Ronsfeld uddyber: ” Med dette videoprojekt trodser vi janteloven og sætter fokus på, at vi gennem musikken og fælleskabet kan skabe noget, der er større end os selv. Børnene får en oplevelse for livet, som giver dem selvværd og troen på, at de er et meningsfuldt og ligeværdigt væsen i både korfamilien, men også i verden. ”I Am Light”-videoen er for mig en måde at give børnene en mulighed for at skabe kunstneriske værdi, til gavn for både dem selv og andre – et lys i mørket.”
 
Korelev Katrine Kruse siger om optagelser at ”Når man kan se alle de smilende ansigter og forskelligheder, skinner det virkelig igennem hvor meget glæde der er i korskolen, og hvor meget man kan gøre med sang og kor. Det giver en følelse, der ikke er til at sætte ord på. Jeg er mega stolt og rørt”.
 
Mariagerfjord Kommune som kulisse
Videoen blev filmet på en smuk og solrig sensommerdag på forskellige lokationer i Mariagerfjord Kommune. Hohøj, stranden ved Øster Hurup og Fyrkat er et udpluk af de steder, som kan opleves i videoen og den viser derfor Kommunen og fjorden fra sin bedste side.
 
”Det er så smukt, at det er filmet ved Øster Hurup, det er steder man kender. Det gør en stolt af det sted man kommer fra og det kor man er en del af” fortæller korelev Emma Veggerby og hun bakkes op af Nanna Rod-Kirk ” Man føler man har et sted at høre til. Det bliver lige pludselig til en meget større enhed, end hvad man havde regnet med”.
 
Medvirkende i videoen er alle 6 elitekor i Mariagerfjord Korskole.
Videoprojektet understreger hvad der betyder noget for Korskolens elever og viser hvordan kulturen skaber værdi, særligt i en krisetid. Videoen kan b.la. opleves på Mariagerfjord Pigekors Facebookside eller på YouTube.com
 
Kreditering:
 
Mariagerfjord Korskole (DK):
Mariagerfjord Pigekor
Mariagerfjord Drengekor
Mariagerfjord Juniorkor
Mariagerfjord Juniordrengekor
Mariagerfjord Spirekor
Mariagerfjord Minispirekor
 
Artistic Director: Christian Fris-Ronsfeld
Choir Director: Maj-Lis Hoffer Henriksen
 
Music and lyrics: India Arie
Choir Arrangement: Tine Fris-Ronsfeld
Band Production: Johannes Aaen Jensen & Lucas Illanes
Guitar: Johannes Aaen Jensen & Lucas Illanes
Bas: Rasmus Boje-Nielsen
Drums: Johannes Aaen Jensen
Mix: Lars Reker & Christian Fris-Ronsfeld
Mastering: ET Mastering
Video Production: Marius Kongsgaard Christensen (Marius Visuals)
 
 
Med venlig hilsen
Kathrine Søndergaard Pedersen
Korproducent

Klik på billedet for at se en video om koret
2020-11-24  
Kunstetagerne gennemfører sine sidste arrangementer i 2020

2020 har været et år med mange aflysninger i Kunstetagerne – akkurat som det har været det i resten af samfundet. ”Det har bestemt ikke været sjovt at måtte aflyse arrangementer på stribe.”, fortæller Anne Lie Stokbro, der som kunstfaglig medarbejder arrangerer Kunstetagernes omvisninger, kunstnermøder og foredrag. ”Vi har prøvet at kompensere for forårets nedlukning ved at lave ekstra omvisninger, hvilket er blevet taget godt imod, men en række kunstnermøder og foredrag har vi udskudt til næste år.”, siger hun.

Udstillinger er på samme måde blevet forlænget, udskudt eller i et enkelt tilfælde helt opgivet i løbet af året. Anne Lie Stokbro glæder sig dog over, at ikke alt er negativt: ”Vi har justeret udstillingsplanerne flere gange i årets løb, og heldigvis har det givet plads til, at vi har forlænget efterårets tekstiludstilling 8-fold, som præsenterer otte af landets fornemste tekstilkunstnere.” Udstillingen kan ses til og med 30. januar 2021.

”Vi gennemfører også årets sidste to arrangementer efter planen, dog med begrænset antal deltagere, og vi er meget glade for at kunne afslutte året på den måde.”, siger den kunstneriske leder. De to arrangementer er en gratis omvisning i udstillingen Indiske Billeder torsdag den 3. december kl. 15 og foredraget ”Poul Anker Bechs Vendsyssel”, torsdag den 10, december kl. 19. Der er få ledige pladser til begge arrangementer, og interesserede opfordres til hurtigt at tilmelde sig og købe billet på astok@mariagerfjord.dk.

 Poul Anker Bech. Herlig en sommernat, 2005. Olie på lærred


Mahbubur Rahman. New Game II, 1999. Olie på rickshaw-blik
2020-11-16  
Hadsund-Peter genopstår!

Tilsendt af Max S. Rasmussen
 
En gammel randrusianer - kendt af de fleste (i hvert fald dem, i en moden alder)  i Kronjylland - er på vej til at genopstå hos veteranbanen i Mariager. Det drejer sig om Hadsund-Peter, den gamle motorvogn M 4 som for mere end halvtreds år siden kørte sin faste tur mellem Hadsund og Randers og trofast betjente befolkningen i oplandet mellem de to fjorde.
Restaureringsprojektet af dette snart et hundrede år gamle køretøj kan I læse mere om i vedlagte pressemeddelelse.
Vi er overbeviste om, at der blandt læserne "gemmer" sig randrusianere, kronjyder og folk i det sydøstlige Himmerland, som kunne være interesseret i at give et nap med i restaureringen og "genkomsten" af Hadsund-Peter.
Sammen med pressemeddelelsen følger nogle billeder af vognen, da den var i daglig drift på Hadsundbanen.

Scandias fakribsfoto fra 1926, da vognen blev leveret. Bemærk langsædet i vognen. Herunder er motoren placeret, Arkiv Jysk Modeljernbaneklub


Fabriksfoto, 1926, fra Scandia af vognens førerrum. Øverst i midten rattet til gearskifte. Rattet nederst til højre er håndbremsen. Arkiv Jysk Modeljernbaneklub

Fabriksfoto, 1926, fra Scandia af ikke-rygerafdelingen i vognen. Arkiv Jysk Modeljernbaneklub

RHJ M4 i snevejr på privatbanestationen i Randers, fastelavns, februar 1969. Foto Max S. Rasmussen


M 4 med dagens blandettog på  Havndal station, august 1968

Førerbordet på M 4 med det store rat til gearskifte. Foto Max S. Rasmussen

RHJ M4 foran remisen i Randers. I porten til højre skimtes kollegaen M 1. Foto Max S. Rasmussen

M 4 med to godsvogne undervejs mod Randers, februar 1968. Foto Asger Christiansen

Motorvogn M 4 foran remisen i Randers, foto MAx S. Rasmussen
2020-11-12  
Covid-19 kuldsejler populær nytårskur

Nytårskuren for erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune er aflyst


Erhvervsfolk i fjordkommunen må skyde en hvid pil efter kransekage, bobler og hyggeligt samvær. Mariagerfjord Erhvervsråd og Mariagerfjord Kommune har nemlig besluttet at aflyse nytårskuren for erhvervslivet, som ellers skulle løbe af stablen i Hobro Idrætscenter straks i det nye år. Det sker som en konsekvens af den fortsatte spredning af coronavirus, som gør det uforsvarligt at samle hundredevis af mennesker.

Ærgerligt at trække stikket
Ifølge borgmester Mogens Jespersen er det ærgerligt, at kommunen og erhvervsrådet er nødt til at trække stikket på erhvervslivets nytårskur, som i løbet af ganske få år er blevet et sandt tilløbsstykke.

- Corona har sat vores erhvervsliv under et gevaldigt pres, og der er behov for, at vi står sammen om at holde hånden under vores virksomheder og beskæftigelsen i vores kommune. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan mødes og udveksle synspunkter og ideer til, hvordan vi bedst muligt kommer igennem krisen, siger borgmesteren.

Sidste år mødtes godt 250 erhvervsfolk til nytårskuren for at få faglige indspark og netværke med hinanden.

- Med nytårskuren giver vi vores erhvervsliv et velfortjent klap på skulderen. Vi hylder den unikke entreprenørånd og store virkelyst, som skaber vækst og arbejdspladser og sætter brød på bordet hos os, der bor, lever og arbejder i Mariagerfjord Kommune. Desuden lytter vi intenst til erhvervslivets ønsker og behov, siger Mogens Jespersen.

Hjælpen er nær
Fra Mariagerfjord Erhvervsråd ærgrer man sig også over, at Covid-19 har kuldsejlet nytårskuren.

- Lige nu er vi særligt opmærksomme på, hvordan vi kan hjælpe vores lokale virksomheder. Nogle mangler simpelthen omsætning og har røde tal på bundlinjen, mens andre mangler arbejdskraft på grund af den aktuelle nedlukning af de syv nordjyske kommuner, siger erhvervschefen.

Selvom Covid-19 har stukket en kæp i hjulet for mange virksomheder er
hjælpen ifølge erhvervschefen nær.

- Vi er klar til at bistå virksomhederne med råd og vejledning, så vi kan hjælpe dem med at finde løsninger i det daglige. Vi har også fokus på at sprede de gode erfaringer fra de virksomheder, som har benyttet corona-krisen til at finde nye måder til at få gang i hjulene, siger erhvervschef Michael Christiansen.

Mariagerfjord Kommune og erhvervsrådet håber, at de kan invitere erhvervslivet til nytårskur næste år og vil sende en alternativ nytårshilsnen til virksomhederne.

Kontaktinformation
Mogens Jespersen, borgmester Mariagerfjord Kommune, tlf. 27 20 12 58.
Michael Christiansen, erhvervschef, Mariagerfjord Erhvervsråd, tlf. 20 26 10 08.

Nytårskuren for erhvervslivet er på kort tid blevet en populær begivenhed blandt fjordkommunens erhvervsfolk.
2020-11-12  
Pressemeddelelse fra Mejeriernes Skolemælkslegat

Arden Skole får skolemælkspenge til bueskydning

Ønsket fra Arden Skole K-afdelingen om at købe to sæt buer og pile er et af 40 udvalgte projekter, som får midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat.


”Sejt! Du ramte lige i plet!” Børnene Arden Skoles K-afdelingen kan se frem til at gå Robin Hood og indianere i bedene. Takket være en donation på 4.898 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat kan skolen nemlig købe buer og pile til sin K-afdeling for elever med autisme.
”Ved at skyde med bue og pil øger eleverne deres koordination, styrke og balance, ligesom man kan inddrage faglig læring om fx matematik og historie. Mens de lidt ældre elever vil kunne skyde i mindre grupper, har de yngre børn brug for individuel hjælp. Men uanset alder kan alle få glæde af bueskydning,” skriver Stinne Thusgaard, lærer på Arden Skole i sin ansøgning til Mejeriernes Skolemælkslegat.
Projekter der gør en forskel
Bag legatet står Mejeriernes Skolemælksordning. Det skal fremme sundhed, bevægelse og fællesskab på landets skoler. Til uddelingen af legater i november var der 400 ansøgninger fra 313 skoler.
”Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for rigtig mange kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til foråret,” siger Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning.
Forældre donerede 45.000 kr.
Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. Ved den nylige uddeling i begyndelsen af november blev der doneret beløb fra 1.500 kr. op til maksimumbeløbet på 5.000 kr. fra en pulje på 145.000 kr.
Heraf kommer 45.000 kr. fra forældre, der ved ændringer af deres abonnementer på skolemælk valgte at donere deres tilgodehavender til Skolemælkslegatet.
”Det er en fantastisk gestus, som tillod os at imødekomme ansøgninger fra flere skoler end vanligt,” siger Jan Hermansen.

Fakta om Skolemælkslegatet
Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – i foråret og efteråret – fra en pulje på i alt 200.000 kr.
Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.400 skoler, der er med i skolemælksordningen – leverandør af frisk, kold mælk til flere end 100.000 børn.
Læs mere om Skolemælkslegatet her www.edutainmenthuset.dk/skolemaelkslegatet

billedtekst:
Børnene på Arden Skole K-afdelingen kan træne deres motorik og ramme i plet med bue og pil takket være en donation på 4.898 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat. Siden den første uddeling i 2013 har legatet givet flere tusind børn oplevelser og viden.

Yderligere information om legatet og donationerne fås ved henvendelse til Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning, tlf. 87312000, jher@mejeri.dk

2020-11-11  
Teglværkerne ved Mariager Fjord

Foredrag om Stinesminde og Vindø teglværker ved Mariager Fjord

I sidste halvdel af 1800-tallet var områderne omkring Mariager Fjord fyldt med teglværker. To af dem var Stinesminde Teglværk og Vindø Teglværk, og hver især er de historien om driftige erhvervsmænd, lokal industri og svedende arbejdere. 19. november fortæller museumsinspektør Lykke Olsen historien om de to store teglværker, som begge havde en enorm betydning for lokalområdet.

Stinesminde Teglværk og Vindø Teglværk var blot to ud af mange teglværker, som i midten af 1800-tallet skød op i Danmark. De blev tit placeret langs fjorde, så de tunge tegl- og murersten var lette at udskibe til deres bestemmelsessted – og Mariager Fjord var ingen undtagelse.

Stinesminde Teglværk og Vindø Teglværk blev begge grundlagt i 1850’erne, og de var først ret simpelt drevet virksomheder, men blev senere en del af industrialiseringen på egnen ved Mariager Fjord. De leverede sten til det moderne Danmark, der opstod i løbet af 1800-tallet, og som blandt andet betød moderne, murede boliger til den almindelige dansker. Vindø leverede også sten til markante og kendte bygningsværker som eksempelvis Aarhus Universitet.

Efter en lang og blomstrende periode oplevede de danske teglværker dog i efterkrigstiden en voldsom krise, som blandt andet tog livet af Stinesminde Teglværk. Vindø Teglværk overlevede, og det er i dag et blandt de få stadigt fungerende teglværker i Danmark.

Men Stinesminde Teglværk og Vindø Teglværk er ikke bare historien om to af lokalområdets industrivirksomheder og om fjordens betydning for dem. Det er også historien om slidsomt og fysisk krævende arbejde. For den enkelte var arbejdet på et teglværk nemlig hårdt sæsonarbejde, som ikke var for svage og sarte sjæle. Til foredraget beretter museumsinspektør Lykke Olsen om begge sider af teglværkernes historie.

Foredraget kan opleves 19. november kl. 19 på Hadsund Egnssamling, og man kan købe billet via www.nordmus.dk. Foredraget afvikles efter myndighedernes officielle retningslinjer vedrørende coronavirus / COVID-19.

Hvornår
Torsdag 19. november kl. 19 på Hadsund Egnssamling, Rosendals Allé 8, 9560 Hadsund


Pris
85 kr. inkl. 10 kr. i online administrationsgebyr. Billetter kan købers via www.nordmus.dk

For yderligere information kontakt venligst:
Lykke Olsen, museumsinspektør Nordjyllands Historiske Museum på 31 99 41 71 eller på lykke.olsen@aalborg.dk

Arbejdere ved Stinesminde Teglværk ca. 1906
Her ses nogle af arbejderne ved Stinesminde Teglværk i 1906-07. Den unge dreng er David Hjelm født 1897, død 1986. Til foredraget 19. november får du også indblik i arbejdernes historie.
Foto: Arden Arkiv
2020-10-30  
Minibyen har nået nye højder
Efter næsten fem års arbejde har minibyggerne nu rejst tårnet på Hobro Kirke

Af Jørgen Tøttrup

Minibyen i Hobro har nået nye højder. Flittige, fingersnilde, frivillige fra Hobro Minihuse har som en sand triumf i 25-året for projektets start i Hobro netop sat sidste mursten og lagt sidste stykke tegl i tårnet, som er en tro kopi af tårnet i en af Hobros smukkeste og mest stilrene bygninger, Hobro Kirke.
Minibyggernes tårn rager 3,5 meter op i højden, og det er en tiendedel af den højde, daværende bygningsinspektør Michael Gottlieb Bindesbøll valgte til sit mesterværk, som blev indviet helt tilbage i oktober 1853. Målestoksforholdet 1-10 er anvendt i alle de minihuse, der er blevet bygget.
I Bindesbølls kirke er der naturligvis også et imponerende kirkeskib, og det er netop skibet, som er minibyggernes næste udfordring. Skibet er af en sådan størrelse, at minibyggerne har valgt at opdele byggeriet i tre etaper. Mange finesser og små detaljer venter, og det firkløver af ældre selvbyggere, som p.t. er engageret i projektet, forudser en byggetid på måske fire eller fem år. Specielt indgangspartiet i kirken karakteriserer de som et sandt mesterværk, som i sjælden grad stiller krav om akkuratesse, nøjagtige beregninger og disciplineret omhu.
Med den anslåede resterende byggeperiode, bliver det tæt på, at kirkebyggeriet kommer til at fejre 10-års jubilæum, før den færdige miniature kirke kan indvies. Det er nemlig omkring fem år siden, minibyggerne påtog sig den store opgave.
Der arbejdes absolut heller ikke på akkord. Arbejdet bærer lønnen i sig selv, og når man som minibygger har haft et langt arbejdsliv forud, ja så er der af gode grunde skruet ned for tempoet. Deltagerne mødes tre timer hver tirsdag og onsdag eftermiddag.
Det nuværende team består af ældre, rutinerede herrer, der aldersmæssigt svinger fra 85 og ned til 68 år. Den yngste, Svend Aage Jørgensen, er murer og kom med blot for to år siden. Kammeraterne i sjakket kalder ham venskabeligt for lærlingen, men der står stor respekt for hans faglige kunnen, når han sætter den ene sten efter den anden.
Tilsvarende har de tre øvrige minibyggere både livslang erfaring og sans for håndværksmæssige dyder. Kurt Pedersen, 77 år, er tømrer, og Peter Schmidt, 79 år, har arbejdet i træværkstedet på Behandlingscentret Østerskoven. Holdets nestor er 85-årige Karl Johan Pedersen, som i sine aktive år var buschauffør. At han kan andet og mere end at dreje i et bilrat, er kammeraterne klar til at skrive under på. Rutinen har han også efter 15 år som minibygger.
Selv om der gennem 25 år er genskabt omkring 40 af de huse, der i og efter 1800-tallet er blevet bygget i Hobro, er Hobro Kirke uden sidestykke den absolut største opgave. Indtil videre er der anvendt op mod 25.000 mursten, og efter alle beregninger skal man op på 68.000, før kirken står færdige. Dertil kommer så tusindvis af tegl til både tårn og skib.
I processen anvendes der keramisk ler - rødler til røde sten og blåler til de gule sten. I brændingen bevares den røde farve, mens blåler meget praktisk skifter farve til gul, så det nuancemæssigt perfekt falder i tråd med Bindesbølls karakteristiske skift mellem røde og gule sten.
Stenene bliver i øvrigt produceret på eget værksted i Bies Gård. I dag har minibyggerne lokaler i det gamle garageanlæg, men indtil for et års tid siden var det en af bryggeriets andre fløje, som var ramme om aktiviteten. Det var i det lokale, som er netop ombygget til skænkestue.
Til gengæld har de 25 år ikke ændret en helt masse på, hvordan man skaffer mursten i miniatureformat. Keramikleret får en tur gennem slagter Frandsens gamle kødhakker, som dog er ombygget, så leret kommer ud i en lang strimmel. Herefter udsættes leret for en pizzaskærer, som klarer fire sten pr. omgang.
Brændingen foregår i Bie centrets egen ovn, som også anvendes til flere af de andre hobbybetonede aktiviteter i det gamle bryggeri. Tidligere fik man brændt mursten på Vindø Teglværk, men minibyggerierne har af forskellige årsager valgt nærheden med egen ovn.
Ideen om at genskabe det gamle Hobro med huse, som for de flestes vedkommende er bygget efter bybrandene i 1812 og 1813, tilhører tidligere tandlæge Gerhard Schoop. Ideen begyndte at spire i 1995, og for ikke at tage munden for fuld, snakkede man på de første møder om måske blot to-tre huse.
Det kom til at gå anderledes hurtigt. På blot tre år var der bygget 12 huse, i 2008 var man nået op på 32 huse, og i dag er tallet altså 40. I hele gågadens længde er der op mod et par hundrede huse, så der er rigeligt at tage fat på.
Sideløbende med kirkebyggeriet har minibygggerne også et nyt gammelt hus under vejs. Det er ejendommen Adelgade 50, der mod nord er nabo til kirken. Det var her Anna Kobberrød og efter hende Dagny Sørensen i masser af år havde tobaksforretning. Dernæst venter Kirketrappen, der har et forløb mellem tobaksforretningen og den kiosk, der op gennem 80’erne mest var kendt som Porno-Jørgens Kiosk.
De færdigbyggede huse er alle placeret på et naboareal til Hobro Gasmuseum. De er anbragt i husnummerorden, og sådan vil det også blive i fremtiden, så gæster kan fået et autentisk billede af, hvordan det gamle Hobro tog sig ud. Kirketårnet er som den seneste bygning på stedet netop gravet ind og placeret i skrænten op mod Hobro Alderdomshjem, så den færdige mini-kirke præcis som Bindesbølls kirke kommer til at vende øst/vest.
Placeringen af minibyen har gennem årene i øvrigt været oppe at vende flere gange, men minibyggerne har efterhånden slået sig til tåls med, at det slet ikke er så ringe endda. Byen ligger tæt ved det maritime kulturcenter, teater og museer og med Gasmuseets leder Hanne Thomsen har man en rigtig god allieret, som aldrig forsømmer at gøre besøgende opmærksom på den oplevelse, det er at slentre ned ad den gamle hovedgade.



Den gamle kødhakker gør sig godt, når der skal produceres mursten. Minibyggerne er fra venstre Karl Johan Pedersen, Svend Aage Jørgensen, Peter Schmidt og Kurt Pedersen.


MINIHUS BYGGERNES AKTIVITETER FRA 2007 TIL  NU ER SAMLET HER
2020-10-26  
Omvisning i Kunstetagernes indiske udstilling

Vil man vide mere om indisk samtidskunst, er der lejlighed til høre om det i Kunstetagerne Hobro torsdag den 5. november kl. 15.

Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro viser om i udstillingen INDISKE BILLEDER – Samtidskunst fra Indien, Bangladesh og Pakistan. Undervejs fortæller hun om baggrunden for udstillingens både smukke, fremmedartede og ofte barske motiver. ”Nu har udstillingen kørt i tre uger, og vi har fået mange positive reaktioner.”, fortæller Anne Lie Stokbro. ”Kunstetagernes gæster er meget optaget af den farverige og fremmedartede kunst, som er noget helt andet end det, vi oftest møder herhjemme.”, siger hun. ”Både i malemåde og indhold er den indiske samtidskunst ganske kompleks”, forklarer kunsthistorikeren. Det er netop det, som hun under omvisningen vil sætte ord på. ”Mange af værkerne er bygget op i lag på lag af genkendelige elementer og abstrakte ornamenter. Kunstnerne veksler ubesværet mellem for eksempel dyre- og menneskeskildringer og helt dekorative mønstre, som både danner baggrund og væver sig ind i de genkendelige motiver.”, siger Anne Lie Stokbro. ”Det betyder, at mange af værkerne på én gang er krasse kommentarer til religiøse, politiske og sociale forhold og meget smukke, moderne udgaver af formsprog og fortællinger, som går 4.000 år tilbage i tiden.”

Udstillingen kan ses til og med den 30. januar 2021. Har man lyst til at komme med på omvisningen, skal man tilmelde sig på astok@mariagerfjord.dk senest dagen inden. Gr. corona-restriktioner er der begrænsede pladser.

Illustration: Dhaneshwar Shah henter i sine dyremotiver inspiration fra så forskellige kilder som tusind år gammel, indisk hofkunst, aboriginal kunst fra Australien og strømninger på den internationale kunstscene her og nu.
Dagens videostump

2020-10-13 Kunstetagerne iHobro lige nu
2020-10-21  
Nye bænke fra Sydbank i Hobro til Valsgård byskoven

Tilsendt af Henning Jochumsen


Valsgård borgerforening har været heldige i sommerens løb, at få en donation på 5000,- af den lokale afdeling af Sydbank i Hobro til køb 2 nye bænke, som nu er blevet sat op i Valsgård by skov, til glæde og gavn for byens borgere, der nu kan få sig et lille hvil under vandring i by skoven. Bænkene er placeret, så der er udsigt ud over græsmarken, overløbsbassinet og ikke mindst de nye bistader, som lige er kommet til byskoven. Formand Henning Jochumsen fra borgerforeningen giver udtryk for, at han endnu en gang er taknemlig for den lokale donationen til by skoven fra Sydbank. Byskoven er bestemt en gå tur og et besøg værd, nu hvor området skifter til efterårs farver.


2020-10-03  
Historien rykker ud til borgerne:

Særlige erindringsrum stilles op ved ældrecentre i Himmerland


I efteråret 2020 styrker Nordjyllands Historiske Museum sin formidling udenfor museets normale rammer og flytter helt tæt på borgerne med et særligt erindringsrum, som stilles op ved forskellige ældrecentre i Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Formålet med erindringsrummet er at vække positive minder fra ældre borgeres barndom og ungdom med fokus på familieliv og fællesskab, og dermed fungere som en kontrast til den corona-aktuelle situation, hvor afstandtagen, isolation og ensomhed præger mange ældres hverdag. Tanken er, at ældre borgere besøger erindringsrummet sammen med yngre familiemedlemmer og dermed får en snak om de gode gamle dage.

Erindringsrummet tager afsæt i 75-året for Danmarks befrielse i 1945, og det berør hverdagslivet under besættelsen med fortællinger om musik, sang, rationering, og hvordan man fx eksperimenterede med nye madretter som ”måge stegt som gylden løve”. Det vil også være muligt at lytte til besættelsestidens musik og se en række genstande som eksempelvis besættelsestidens pengesedler, rationeringsmærker, den kendte Rich’s kaffeerstatning, kongesangbogen, legetøj med mere.

For at mindske coronasmitte er erindringsrummet berøringsfrit og forbeholdt de ældre borgere, ligesom der er håndsprit til gængeligt samt begrænsning for hvor mange, der kan være i rummet på samme tid.

Erindringsrummet kan opleves frem til 8. december 2020 på forskellige steder i Rebild og Mariagerfjord kommuner.

29. september -12. oktober Nørager Ældrecenter
13.-26. oktober Støvring Ældrecenter
27. oktober-9. november Bernadottegården, Hadsund
10.-23. november Skovgården, Hadsund
24. november-8. december Teglgården, Als

Det er historiker ved Nordjyllands Historiske Museum, Thor Bæch Pedersen, der står bag. Han kan kontaktes for kommentar eller evt. vise rummet frem. Hans mobilnummer er 25 19 74 05, mailen er thor.pedersen@aalborg.dk







2020-10-01  
Professionelt bigband og lokale talenter inviterer til koncert

Tirsdag d. 6. oktober går Hobro Garden, Hadsund Skoleorkester og Kulturskolens talentklasseelever på scenen sammen med Nordkraft Big Band i Den Gamle Biograf i Mariager.

Når dørene åbnes for publikum d. 6. oktober til Big Band Classic-koncert, er det både lokale talenter og Nordkraft Big Band, der går på scenen.
Det bliver en aften, hvor publikum kan se frem til først at opleve de unge talenter sammen med Nordkraft Big Band og derefter opleve en vaskeægte bigband-koncert på fuld drøn med det professionelle bigband alene på scenen. Nordkraft Bigband dirigeres af Peter Jessen, som bl.a. er kendt fra Radioens Big Band.
Koncerten er en del af et samarbejde, hvor unge talenter bliver inddraget i bigbandets arbejde og koncerter. De unge indgår samme vilkår som de professionelle musikere, og de deltager på workshops og til koncerter.
Publikum kan regne med en aften fuld af swing og gode melodier – hygge og god stemning. Der er musik for enhver smag, både den erfarne lytter og nybegynderen.
 
Koncerten starter kl. 19, og billetter kan købes via himmerlandsbilletten. Der er gratis adgang for unge/studerende.

Koncerten er støttet af Spar Nord Fonden, Nordea-Fonden og Wilhelm Hansen Fonden.

Unge får interesse for den symfoniske jazz
I weekenden inden koncerten deltager talenterne fra Hobro Garden, Hadsund Skoleorkester og Kulturskolens Musiktalentklasse i deres første bigband-workshop. Målet med både koncert og workshop er at fremme interessen og kendskabet til den ’symfoniske’ jazz blandt de unge i Mariagerfjord Kommune. Aftalen giver en enestående mulighed for at samarbejde og optræde med et professionelt jazzorkester samt arbejde med improvisation.
”Workshoppen med Nordkraft Bigband har en kæmpe betydning for talentklasse-eleverne fra Kulturskolen, da de vil få et sjældent møde med nutidige professionelle bigband-musikere. Bigband-musik kræver helt andre forudsætninger som rytmisk musiker, og de rammer har vores elever rigtig godt af at prøve at udfolde sig indenfor”, - fortæller talentklasseunderviser fra Mariagerfjord Kulturskole, Mads Houe.
For gardeelever er det også et møde med en genre, som de ikke ofte er omkring, og måske vækker mødet en lyst til at udforske:
”Hobro Garden møder her en genre, som vi kun let berører i hverdagen. Derfor er det fedt at kunne møde det professionelle bigband og få en på opleveren og ny inspiration. Det kan jo være, at der er en elev eller to, der får lyst til at dyrke improvisation og måske genren som helhed - som vi med kyshånd gerne vander i Gardens repertoire”- siger Hobro Gardens orkesterleder, Mogens Jensen.

Jazzmusik og Big Band på skoleskemaet
Koncerten er en del af et større samarbejdsaftale, der er indgået mellem Nordkraft Big Band, Mariagerfjord Kulturskole, Hadsund Skole og Bymarkskolen.
Bigbandet afholder workshops, sammenspil med musikelever, bigband-koncerter samt skolekoncerter med elever fra Bymarkskolen og Hadsund Skole. Samarbejdet giver mulighed for at engagere børn og unge i jazz- og bigbandmusik og give dem en kulturel oplevelse for livet.
Nordkraft Big Band er et professionelt ensemble i international klasse og et af de bedste bigbands i Danmark. Deres vigtigste opgave er at motivere og inspirere børn og unge til et liv med musik, og i skoleåret 2020/2021 er det børn og unge i Mariagerfjord, der får mulighed for store musikoplevelser.

Arkivfoto
2020-09-28  
Foredrag og omvisning i Kunstetagerne

Efterårssæsonen er for alvor i gang i Kunstetagerne. Der åbner nye udstillinger den 3. oktober, og arrangementerne begynder så småt, selvom der stadig skal tages alle nødvendige forholdsregler mht. corona.

Tirsdag den 6. oktober er der mulighed for at få mere at vide om Hobro Kunstsamling på den danske kunstscene, når kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro fortæller om samlingens kunstnere og de grupperinger, de er del af. ”De sidste årtier af 1900-tallet er der, hvor Hobro Kunstsamling etableres og udvikler sig.”, siger Anne Lie Stokbro. ”Der sker rigtig meget på den danske kunstscene i den periode, og Hobro-kunstnerne er del af nogle af de vigtigste strømninger. Det skal foredraget handle om.” fortæller hun.

Der er kun 35 pladser, så tilmelding er nødvendig. Man skriver bare til foredragsholderen på astok@mariagerfjord.dk .

Torsdag den 8. oktober holdes den første omvisning i den nye udstilling ”INDISKE BILLEDER – Samtidskunst fra Indien, Bangladesh og Pakistan”. De 17 kunstnere kombinerer traditionelle, indiske formsprog og billedfortællinger med den globale samtidskunsts udtryk. ”Det kommer der spændende, fremmedartede og til tider voldsomme billeder ud af”, siger Anne Lie Stokbro, der er i fuld gang med at sætte sig ind i en billedverden fra et område, der sjældent præsenteres i Danmark.

Der er også begrænset deltagerantal på omvisningen, så tilmelding til ovennævnte adresse er nødvendig.

Venlig hilsen
Anne Lie Stokbro

Kai Führer. You Light Up My Life, uden år

Joydip Sengupta. Nattelys, 2011
2020-09-24  

Klik her for INDISKE BILLEDER – Samtidskunst fra Indien, Bangladesh og Pakistan

Efteråret banker på, og dermed følger grå dage perfekte til udstillingsbesøg.

 

I Kunstetagerne Hobro er der derfor masser at se og opleve. Fra 3. oktober således hele tre udstillinger om henholdsvis indisk samtidskunst, tekstilkunst på kanten mellem kunsthåndværk og billedkunst og en præsentation af Hobro Kunstsamlings sjældent viste værker på papir af Jørgen Boberg og Hans Henrik Lerfeldt. Hertil kommer et omfattende formidlingsprogram.

Som følge af Sundhedsmyndighedernes anbefalinger holdes der ikke ferniseringer. 

 

Udstillingen INDISKE BILLEDER – Samtidskunst fra Indien, Bangladesh og Pakistan omfatter værker af 17 yngre kunstnere, som på hver deres måde forholder sig til både den postkoloniale historie og de aktuelle politiske, religiøse og kulturelle spændinger i området. ”Udstillingen omfatter kunstnere, som er aktive i det, man kunne kalde det storindiske område,” fortæller Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro. De tre lande Indien, Pakistan og Bangladesh blev først dannet i 1947, efter at det engelske koloniherredømme var blevet opløst. Landene har derfor en fælles historie og kultur, som går tusinder af år tilbage. Det ser man i kunsten, som trækker på både tidligere tiders hofkunst, miniaturer og folkekunst. ”Samtidig er kunstnerne i høj grad af i dag og ser sig selv som dele af en globaliseret kunstscene,” forklarer den kunstfaglige medarbejder. ”De konfronterer nok lokale problemstillinger af både historisk, politisk, social og religiøs art, men de gør det med det behov for at eksperimentere, diskutere og kritisere, som hører den internationale samtidskunst til. Det kommer der både øjenåbnende, spændende og smukke værker ud af.” siger Anne Lie Stokbro

Udstillingens 65 værker er udlånt af Preben Gondolf, tidligere ambassaderåd ved Danmarks Ambassade i New Delhi. Preben Gondolf har samlet indisk samtidskunst gennem næsten 30 år, og han anses i dag for at være en af Danmarks førende kendere af feltet. ”Gondolfs samling er opbygget med både nysgerrighed og kærlighed til den indiske samtidskunst”, siger Anne Lie Stokbro. ”Samlingen rummer derfor både eksotiske og farverige værker, som måske stemmer overens med manges idé om indisk kunst. Men der er også en række barske værker, som i både ligefrem og mere symbolsk  form diskuterer områdets politiske og religiøse spændinger.”

Lørdag den 28. november gæster Preben Gondolf Kunstetagerne for at fortælle om sit liv med indisk samtidskunst. Mere herom senere. Udstillingen, der er støttet af Spar Nord Fonden og Mariagerfjord Kommune, kan ses til og med 30. januar 2021.

 

3. oktober åbner ligeledes udstillingen 8-FOLD – Tekstil kunst i Hobro, som omfatter værker af tekstilkunstnerne Bettina Andersen, Anne Birgitte Beyer, Jenny Hansen, Kit Kjærbye, Mette Rix, Ann Sloth, Kissa Tindal og Helene Vonsild. De otte kunstnere er fra hver sin position optaget af at undersøge feltet mellem håndværk, kunsthåndværk og billedkunst. I både teknikker, materialer og udtryk trækker de på både tekstilets traditionelle tilknytning til håndarbejde og på billedkunstens eksperimenterende tilgang. Udstillingen er en udløber af bogen ”Tekstilkunst i Danmark 2008-2018”, redigeret af bl.a. tekstilkunstner og kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup, som er udstillingens kurator. Den 8. november inviterer vi til minisymposium om tekstilkunst under overskriften ”Vis mig … Tekstil mangfoldighed”. I symposiet deltager gobelinvæveren Jenny Hansen, Mette Rix, som viser bemalede silkebaner, skrædder og tekstilformidler Lene Schøning Bruun, kurator Lisbeth Tolstrup og Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder Anne Lie Stokbro.

8-FOLD – Tekstil kunst i Hobro, der er støttet af Forlaget På Tredje, kan ses til og med 17. november 2020.

 

Sidste nyhed i Kunstetagerne er en lille ophængning af ikke tidligere udstillede værker af Jørgen Boberg og Hans Henrik Lerfeldt – begge fra Hobro Kunstsamling. De to kunstnere hører til kredsen af ny-surrealister, som i 1970’erne og 1980’erne dyrkede det underbevidste, det erotiske og myten i håb om at skabe kontakt til dybereliggende bevidsthedslag.  Der vises en serie store malerier på papir af Jørgen Boberg og en serie tegninger i blandform af Hans Henrik Lerfeldt.
Ophængningen kan ses til og med 30. januar 2021.

 

Sideløbende med udstillingerne gennemfører Kunstetagerne en række foredrag og omvisninger. Allerede den 6. oktober kl. 19 fortæller Anne Lie Stokbro om Hobro Kunstsamling på den danske kunstscene og torsdag den 8. oktober kan man for første gang komme med på omvisning i INDISKE BILLEDER. Øvrige arrangementer annonceres senere. Til alle arrangementer er der begrænset adgang, og man skal derfor tilmelde sig på astok@mariagerfjord.dk.

 



Kit Kjærbye: Parisermodel, 2014. Plasticstrips
Kit Kjærbyes strittende og prikkende kjole er et alternativt bud på en parisermodel. Inddragelsen af ikke-tekstile materialer er et af de undersøgelsesfelter, som præger den samtidige tekstilkunst.

Sunanda Khajuria. Drømmeceremoni, 2009. Akryl på lærred
Khajuria er uddannet i Indien og Kina og kombinerer i sine farvestærke malerier traditionel en indisk billedverden med nutidige spørgsmål om køn, ulighed og fremtidsdrømme

Hans Henrik Lerfeldt. Uden titel. Tegning. Blandform
Hans Henrik Lerfeldts kunst kredsede oftest om det kropslige, gerne med afsæt i kvindekroppen. Forvanskning og fordrejning skabte nye lag i forståelsen af det, vi alle har nærmest, kroppen.
2020-09-22  
PRESSEMEDDELSE:

MARIAGERFJORD ER I FØRERFELTET MED BREDBÅNDSPROJEKTER

Regeringen har i 2020 afsat ca. 100 mill. Kr. til forbedring af internettet i landdistrikterne. Dette sker gennem en national bredbåndspulje, der kan søges af alle med under 10 mbit downloadhastighed.

I Mariagerfjord var ca. 1500 adresser berettiget, og det har resulteret i at der ved tidsfristen var annonceret 18 større eller mindre projekter i Mariagerfjord kommune og i alt ca. 500 projekter på landsplan.

I alt ca. 450 adresser har tilkendegivet interesse for at komme i betragtning til de dyrebare støttekroner.

Med sine 18 projekter er Mariagerfjord på en delt 3.plads på landsplan, hvilket vidner om et rigtigt stort engagement blandt de internethungrende borgere.

”En god forklaring er at både Energistyrelsen og kommunen har henvendt sig direkte til de støtteberettigede borgere” siger kommunens konsulent på området Jens Lykke. ”Jeg beundrer de mange ildsjæle, der har taget initiativ til at løbe naboerne på dørene, og indsamlet fuldmagter til at bidrage med de min. 4000 kr hver husstand skal erlægge i egenbetaling”.

Et forår med Corona og hjemmearbejde ved computeren har fået folk op af stolen, og motiveret til at få en bedre digital løsning på hjemmeadressen.

Processen fremadrettet er, at teleselskaberne giver et pristilbud til de annoncerede projekter, der så efterfølgende kan søge staten om det resterende tilskud, fratrukket borgernes egenbetaling og det kommunale tilskud, der udgør 2000 kr pr. adresse.

”Ikke alle projekter vil komme gennem nåleøjet til det statslige tilskud, men alene synliggørelsen af behovet er noget værd” fastslår Jens Lykke. Selskaberne vil efterhånden af egen drift foretage udrulning af hurtigt fibernet, og kan nu se hvor der er borgere der står klar til at være med. I løbet af efteråret vil der blive udrullet fibernet i Kielstrupområdet, Ajstrup-Lystrup og omkring Nr.Onsild på helt kommercielle vilkår. Disse 3 projekter giver et godt supplerende bidrag til at få nogle af de større internethuller lukket.

Bredbåndspuljeprojekterne får svar i løbet af december, hvorvidt de i 2021 kan få del i den statslige bredbåndspulje.

”Foreløbig har Regeringen i sit finanslovsforslag ikke levnet plads til en ny pulje i 2021, men mon ikke den store efterspørgsel i år, kalder på en fornyet overvejelse” slutter Jens Lykke.

Alle annoncerede projekter kan ses på Energistyrelsens hjemmeside.
2020-09-22  
Af Henning Jochumsen
Affaldsindsamlingen,

der løb af staben i Valsgård borgerforenings anlæg ved bækken lørdag den 19-09-2020, blev igen et tilløbsstykke, hvor cirka 30 af byens borgerne på denne solskinsdag havde valgt at bruge nogle timer på at samle affald i naturen sammen. "Vi er glade for, at så mange borgere gang på gang møder op og deltager i dette oprydningsarbejde i naturen", udtaler formanden for borgerforeningen, Henning Jochumsen, som i øvrigt også glæder sig over opbakningen fra kommunen, dansk naturfredningsforening og ikke mindst den lokale Spar Købmand, der i dagens anledning gav rundstykker og pølser. Derudover glæder han sig over, at affaldsmængden i området er faldet til næsten det halve i år og håber, at dette fortsætter. Han kan desuden ikke lade være med tænke på, om en del af dette skyldes de 16 nye skraldspande, der er sat op i området i år.
2020-09-19  
Flyvende start for europæisk folkemøde i Mariager

Ny forening på banen med international folkefest ved Mariager Fjord

Snakker du med folk på gaden, er der langt mellem dem, der for alvor brænder for Europa
og samarbejdet på tværs af de europæiske landegrænser. Det skal der laves godt og
grundigt om på, hvis det står til en ny forening, som nu realiserer planerne om at skabe et
europæisk folkemøde i Mariager.
Det er Mogens Jespersen og Leif Skaarup, der er henholdsvis borgmester og
viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, som har taget initiativ til at stifte foreningen
med det internationalt klingende navn ’Festival Of Europe’. Foreningen er en foreløbig
kulmination på et årelangt forarbejde, der skal udvikle en international event, der gør
Europa nærværende for almindelige mennesker og skaber begejstring om den
europæiske ide.
Folkemødet får en flyvende start. Byrådet i Mariagerfjord Kommune støtter nemlig den
internationale event med 750.000 kroner. Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over,
at man nu for alvor kan komme i arbejdstøjet.
- Europa har kolossal betydning for vores hverdag. Derfor er det en skam, at det
europæiske samarbejde aldrig er blevet en folkesag. Nu har vi det formelle på plads og
ressourcer til at tage fat på det store arbejde med at stable folkemødet på benene, siger
Mogens Jespersen.
Det gælder blandt andet fundraising, bemanding af sekretariat, udpegning af bestyrelse
og alt det praktiske, der skal på plads, så alt klapper som det skal.
Ifølge borgmesteren er det oplagt med et europæisk folkemøde i en mindre købstad som
Mariager, der både har et globalt udsyn og et stærkt lokalt fællesskab og særpræg med
dybe historiske rødder. Her kan folk mødes på tværs af grænser og de europæiske
beslutningstagere kan møde helt almindelige mennesker i øjenhøjde.
- Det rykker noget, når folk mødes på tværs af grænser og sætter fokus på alt det, vi er
fælles om i Europa. Her kan vi tage dialogen om, hvordan borgerne kan komme tættere
på Europa, og Europa kan komme tættere på borgernes hverdag, siger Mogens Jespersen.
Viceborgmester Leif Skaarup er overbevist om, at det europæiske samarbejde stadig er
relevant.
- Det europæiske samarbejde udspringer af en ide om, at et samarbejdende Europa er
den bedste sikkerhed for, at vi kan leve fredeligt og velstående i vores del af verden. Jeg
synes, det er værd at kæmpe for, selvom rædslerne fra verdenskrigene nu ligger mere end
75 år tilbage, siger Leif Skaarup.
Formanden for Europabevægelsen Stine Bosse er begejstret for, at Det Europæiske
Folkemøde i Mariager nu bliver en realitet.
- Borgerne i Europa har behov for et folkemøde, hvor den demokratiske dialog kan
udspille sig i en europæisk sammenhæng. Et folkemøde rummer et enormt potentiale og
det har været spændende at være med i processen, siger den rutinerede erhvervskvinde,
som har stået i spidsen for den styregruppe, der indtil nu har stået for projektet.
- Med folkemødet vil vi skabe en kæmpe folkefest, som styrker dialogen og forståelsen på
tværs af de europæiske grænser. Jeg glæder mig til at være med, når det første
europæiske folkemøde løber af stablen i Mariager i 2022, slutter Stine Bosse.
Yderligere oplysninger
• Borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, tlf. 27201258.
• Viceborgmester Leif Skaarup, Mariagerfjord Kommune tlf. 21 22 33 31.
Foto:Kjartan Klein

t/h Borgmester Mogens Jespersen,
 t/v Viceborgmester Leif Skaarup


Foto Vibe Juul

Formanden for Europabevægelsen Stine Bosse

2020-09-17  
 Pressemeddelelse, Bamsedag, 27. sept. 2020.pdf  
2020-09-15  
Finisering og bogudgivelse i Kunstetagerne

Tilsendt af Anne Lie Stokbro
kunstfaglig medarbejder
Fotos: Niels Reiter

Lørdag eftermiddag markerede Kunstetagerne, at udstillingen om Hobro Kunstsamling nærmer sig sin afslutning. Finiseringen gik i stedet for den fernisering, som blev umuliggjort af nedlukningen i marts. Samtidig markerede Hobro Kunstsamling udgivelsen af den nye skulpturguide.

Formand for Hobro Kunstsamling, Søren C. Olesen bød velkommen og rettede en særlig velkomst til dagens hovedtaler Svend Nielsen, tidligere mangeårig formand for Hobro Kunstsamling.

I sin tale lagde Svend Nielsen vægt på, at Hobro Kunstsamling bringer kunsten ud til borgerne, og at den trods sine 45 år lange historie stadig kan formidles på nye måder, fra nye vinkler og i samspil med vore dages samtidskunst.

Søren C. Olesen glædede sig over, at Hobros knap 60 skulpturer nu bliver formidlet i en skulpturguide, der både bringer facts om de enkelte skulpturer og fortællinger om værkerne og deres tilblivelse. ”Skulpturguiden har været et ønske længe, og nu er den her, ” sagde han og fortsatte med stilfærdig humor: ”Folderen er oplagt som værtindegave, så køb endelig rigeligt ind.”

45 års jubilæumsudstillingen kan ses til og med lørdag den 19. september.

Søren C. Olesen


 Svend Nielsen
2020-09-14  

Halv pris på alle varer i fem museumsbutikker
Fem butikker i Mariagerfjord sælger ud, inden sæsonen slutter for i år


Cirkusmuseet i Rold, museerne i Hadsund (Møllehistorisk Samling og Egnssamlingen), Mariager Museum, Lystfartøjsmuseet på havnen i Hobro samt Hobro Museum er gået ind i den sidste åbningsmåned i en tumultarisk sæson 2020. COVID-19 har vendt op og ned på meget, og efter en sæson, der har været kortere end vanligt, er der stadig mange varer på hylderne i butikkerne. Nu skal der ryddes op, så de sidste 14 åbningsdage sælges alle varerne med hele 50 pct. rabat.

”Vi har ganske vist haft pænt mange gæster gennem museerne i de seks uger, vi kunne tilbyde halv pris på entrebilletten, men det er klart, at med flere måneders lukning, har vi ikke solgt det samme, som vi plejer. Derfor gør vi nu en ekstra indsats for at få flere varer over disken”, siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, som de fem museer er en del af.

Udsalget starter onsdag 16. september og kører til og med onsdag 30. september. Museerne er åbne tirsdag-søndag kl. 12-16. Det er muligt at besøge museumsbutikkerne uden at løse billet til museerne.

Udvalget i museumsbutikkerne afspejler i stort omfang indholdet i museets udstillinger. Således byder butikken på Cirkusmuseet i Rold på alt fra cirkusplakater og klovne til legetøj og alskens artistredskaber. På Lystfartøjsmuseet er der blandt andet modelskibe, sejlerhatte og krus og tasker med skibsmotiver og forskellige maritime souvenirs.

I Hadsund er der både varer, der relaterer sig specifikt til møller, men også pyntegenstande og læsestof om og fra området, der bl.a. er kendt for glas-produktion. Også på Hobro Museum og Mariager Museum afspejler lokalhistorien udvalget i butikken, og på Mariager kan man tillige købe gammeldags julepynt.

For yderligere information, venligst kontakt:
Lars Christian Nørbach, museumsdirektør Nordjyllands Historiske Museum, tlf. 25 19 74 13

Billedtekster:

Udsalg i museumsbutikker_1
Fem museumsbutikker i Mariagerfjord-området slutter sæsonen med store rabatter – her er det butikken på Mariager Museum, der blandt andet giver 50 pct. rabat på gammeldags julepynt.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Udsalg i museumsbutikker_2
Har du en artist eller klovn gemt i maven, så læg vejen forbi Cirkusmuseet i Rold, hvor museumsbutikken giver 50 pct. rabat på alle varer de sidste to uger af september.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Udsalg i museumsbutikker_3
Der er halv pris på alle de fine modelskibe og alle andre varer i museumsbutikken på Lystfartøjsmuseet på havnen i Hobro. Tilbuddet gælder her og på fire andre museer i Mariagerfjord-området de sidste to uger af september.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum









2020-08-31  
Affaldsindsamling i Valsgård lørdag den 19. september kl. 10.00

Af Henning Jochumsen

I år blev forårets affaldsindsamling, der er et samarbejde mellem Valsgård borgerforening, Dansk Naturfredningsforening og Mariagerfjord kommune, desværre aflyst pga. corona. Derfor har man på landsplan valgt at flytte affaldsindsamlingen til efteråret i stedet for, nærmere bestemt lørdag den 19. september kl. 10.00. Affaldsindsamlingen har vi i Valsgård borgerforening valgt at støtte op om, i håb om at vi igen i år får samlet en god portion af det affald op, der flyder i naturen. I Valsgård borgerforening vil dette arrangement løbe af staben, hvor det plejer, nemlig i byens anlæg ved bækken. Her vil deltagerne få uddelt poser og veste samt en rute, som man kan samle affald op på. Vi har igen i år i borgerforeningen valgt at sponsorere rundstykker og kaffe kl. 10.00 inden vi går i gang med affaldsindsamlingen. Vi håber og tror, at byens befolkning vil møde talstærkt op og give en hjælpende hånd med denne dag. Når man har været gennem sin rute, så vil borgerforeningen være vært for en omgang pølser, mens kommunen vil sponsorere sodavand eller øl til alle, som tak for hjælpen. Så sæt kryds i kalenderen nu og bak op om foreningslivet i Valsgård. Billeder er fra affaldsindsamling i Valsgård i 2018.



2020-08-27  
Rostrup Sangkor siger farvel.
Af: Lisbeth Sørensen

Ved generalforsamling i Rostrup Sangkor i marts 2020, blev det drøftet, om Rostrup Sangkor skulle nedlægges, og ved ekstraordinær generalforsamling den 24. august 2020 blev det endeligt vedtaget at lukke efter godt 39 år.
Koret blev stiftet i 1982 af organist Jens Chr. Hansen og skoleinspektør Johannes Jørgensen. Senere har koret været ledet af Poul Holmstrøm, Otto Sandkam og Signe Martin.
I 2010 ønskede Signe Martin at stoppe som leder, og organist Tamara Søndergaard blev ansat.
Tamara Søndergaard har på dygtig vis ledet koret frem til nu.
Da Rostrup Sangkor var størst, var der over 40 kormedlemmer.
Koret har tidligere været medlem af Danske Folkekor.
Rostrup Sangkor har afholdt mange kirkekoncerter og givet koncerter på mange af omegnens plejehjem.
Endvidere har Ældresagen i Arden gennem mange år brugt koret i forbindelse med juleafslutninger.
En fast tradition var, at koret hvert år arrangerede en forårskoncert.
Her ud over har koret deltaget i mange korstævner.
For leder og kormedlemmer er det vemodigt at sige farvel. Vi vil alle komme til at savne de gode sangaftner og det gode sammenhold.
Venlig hilsen
Rostrup Sangkor
Lisbeth Sørensen

Koret fotograferet ved afslutnings ceremonien tæt ved Mariager Fjord på Skovbovej 20 
2020-08-24  
Tusindvis af nye beboere i Valsgård

Af Henning Jochumsen

Byskoven i Valsgård summer af aktivitet i disse dage, da der lige er flyttet tusindvis af nye fredelige honningbier ind i ni stader på græsmarken ved overløbsdammen. De nye beboere er placeret der af Mariagerfjord biavlerforening, som har brugt en del timer på at gøre klar, så bierne kan være der. De venlige beboer har titlen af undervisnings bier. Bierne skal bruges til at undervise borgere, der har lysten til at stifte bekendtskab med det at være biavler, og forhåbentlig på længer sigt selv kunne få lyst til at blive biavler. Mariagerfjord biavlerforening påtænker på længere sigt, at der afholdes Kursus på Valsgård skole, omkring det at blive biavler, udtaler Jakob Stidsen som er kassere i Mariagerfjord biavler forening. Han fortæller desuden, at alle der vil stifte bekendskab med de nye beboere(bierne), er velkommen til åbent hus Mandag den 14. september kl.17.00 på på græsmarken ved overløbsdammen ved Byskoven i Valsgård, hvor Jacob Stidsen og hans kollegaer vil være til stede, og svare på spørgsmål om de facinerende væsner, så mød op og deltag, og støt op om foreningslivet i Valsgård.








2020-08-07  

To af Valsgård borgerforenings bestyrelses medlemmer har her i vinter gået og lavet en ny trailer til flag,

Af Henning Jochumsen

da den gamle ikke havde det for godt og havde set bedre dage, Niels B Mortensen og Bjarne Rødkær Andersen har brugt en hel del timer på den og man må sige de er kommet frem til et rigtig flot resultat, som byens borgerforeningen kan være stolte af og have glæde af i rigtig mange år fremover udtaleren en taknemmelig formand Henning Jochumsen . Den kom for første gang rigtig i brug til konfirmation den 1 august, hvor dem der satte flag op havde fornøjelsen af at bruge den for første gang. På billedet ses Niels B Mortensen ved siden af den flotte trailer.

2020-08-07  

I disse Corona-tid har Spar Købmand, Lars Jensen, og hans personale i samarbejde med KFI, doneret en check på hele 40.000 kr.

Af Henning Jochumsen

som de har valgt at skulle gå til Valsgård Borgerforening. En del af pengene skal gå til byens julebelysning, da der stadig mangler i 19 master, rundt omkring i byen. Som Forening er vi glade for den store donation, som vil komme byens borgere til glæde og gavn, som formanden oplyser tæller omkring 310 husstande, lige nu, i Valsgård og Omegn, og som stadig er stigende. Formanden udtaler ” det er rart at vores Spar Købmand tænker på foreningslivet i Valsgård, og altid støtter op omkring det. Det skaber uden tvivl et stærkt samarbejde der kan bygges videre på. ”. På billedet ses Formand for Valgård borgerforeningen Henning Jochumsen, der modtager en check af Købmand Lars Jensen.

2020-07-30  
Veteranbanen forlænger sin sommersæson i år!  Togene mellem Mariager og Handest vil køre alle søndage i august og september måned.

Det samme gør sig gældende for TREKANTRUTEN; rundturen med tog, bus og båd. Trekantruten kører ligeledes søndage i august og september.
På alle køredagene vil banens ældste personvogn, der er 110 år gammel, indgå i togstammen. Vognen er veteranbanens "kronjuvel", og - synes vi selv - Danmarks flotteste personvogn.
Vognens historie kan I læse mere om i vedlagte pressemateriale.

God dag til jer alle på redaktionen. 
Med venlig hilsen
Max S. Rasmussen
Mariager-Handest Veteranjernbane

Nyd det østjyske bakkelandskab fra vognens åbne endeperron, foto AsgerChristiansen 


HFHJ_B51 - flotte udskårne initialer i træ, foto AsgerChristiansen

Forreste pesonvogn i toget er banens kronjuvel

 

Der er kælet for detaljerne på den gamle vogn

Detalje - fra en tid, hvor navneordene stavedes med stort begyndelsesbogstav
2020-07-23  
Pressemeddelelse
Aalborg, 23. juli 2020

Rundvisning på udgravning i Vaarst
Oplev de spændende fund fra en stor og rig jernaldergravplads

I dagens Danmark er Vaarst blot en lille - og for de fleste - ubetydelig prik på landkortet. Men sådan var det ikke i årene 200-550 e.Kr. Her var Vaarst et vigtigt område, hvor mennesker fra den absolutte samfundstop levede, døde - og blev begravet. Lige nu er arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum i gang med at udgrave den imponerende gravplads, og fire dage i august er de klar til at vise rundt og vise frem, når museet udbyder rundvisninger på området. Samtidig åbnes en udstillingscontainer ved udgravningen. I dagtimerne kan man kigge ind og følge arbejdet og læse om de foreløbige fund.

I 2018 og 2019 har arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum været i gang med at afdække og udgrave gravpladsen ved Vaarst, som vurderes til at have indeholdt flere hundrede grave. En gravplads, der i 2018 blev opdaget af den lokale metaldetektorentusiast Anders Bryder. Han fandt en stor mængde fine jernaldersmykker, som han indleverede til museet. Derefter indledtes flere undersøgelser af området, og det vist sig hurtigt, at her var tale om noget helt særligt.

Endnu er kun en mindre del af området undersøgt, men det er tydeligt, at her er tale om en ganske usædvanlig gravplads. Vi kender i Danmark efterhånden en mængde gravpladser fra samme periode, men både størrelsen samt antallet af rigt udstyrede grave i Vaarst er uden sidestykke i Jylland.

Arkæologernes undersøgelser har vist, at flere grave har rummet forskelligt udstyr, som vidner om, at de gravlagte har tilhørt samfundets absolutte top. Der er blandt andet fundet luksussmykker af guld og sølv og ekstravagant drikkeservice i form af importerede drikkeglas, bronzedekorerede træspande og romerske mønter.

Rundvisninger og udstilling
Der er rundvisninger i udgravningen 6., 11., 20. og 25 august – alle dage kl. 19, og man kan købe en billet til 50 kr. på www.nordmus.dk.
På rundvisningen bliver man både præsenteres for områdets historie, de nyeste fund, og får de foreløbige tolkninger af, hvordan det hele skal ses i en større sammenhæng.

Derudover åbner Nordjyllands Historiske Museum torsdag 6. august en mindre udstilling i en særlig udstillingscontainer, som opstilles ved udgravningen på Vaarstvej. Containeren er åben i dagtimerne på hverdage, når arkæologerne graver. Der er gratis adgang, og udover at vise få udvalgte fund, får man i containeren også fortællingen om gravpladsen og de mennesker, der boede i området – lige der, hvor danmarkshistorien fandt sted for mange år siden.

Turbulent periode
200-550 e.Kr. - overgangen mellem ældre og yngre jernalder – er en af danmarkshistoriens mest voldelige og turbulente perioder, og fundet af gravpladsen kaster derfor nyt lys over denne spændende og dramatiske kapitler i danmarkshistorien.

Gravpladsen stammer fra tiden lige før, Danmark blev et samlet rige, og området ved Vaarst var et vigtigt magtcentrum i et af de mest omskiftelige og voldelige kapitler af Danmarks historie. Landet var endnu ikke blevet samlet til et rige, men var beboet af en række mindre stammer. De lå i intern konkurrence og var yderst ustabile enheder, som primært blev holdt sammen af personlige tilhørsforhold og alliancer mellem stammernes stormænd og deres slægter. Ud af disse kaotiske århundreder blev forstadierne til det Danmark, vi kender i dag, skabt gennem voksende stammeforbund formet af krig, svig og alliancer.

Såvel rundvisningerne i udgravningen som udstillingscontaineren byder således ikke blot på muligheden for at se de nyeste fund, nye grave og andre anlægsspor under udgravning, men de giver også mulighed for at komme helt tæt på et lille stykke danmarkshistorie under afdækning.

Udstillingscontaineren åbner torsdag 6. august, og kan besøges i resten af august måned.
Åbningstiderne er:
Mandag-torsdag kl. 7.00-15.00
Fredag kl. 7.00-11.30

Der er rundvisninger følgende datoer:
Torsdag 6. august kl. 19-20
Tirsdag 11. august kl. 19-20
Torsdag 20. august kl. 19-20
Tirsdag 25. august kl. 19-20

Pris: 50 kr. inkl. 10 kr. i online administrationsgebyr. Billetter købes på nordmus.dk
Adresse: Udgravning på mark ved Vaarst, Vaarstvej 180, 9260 Gistrup.

For yderligere information, venligst kontakt (OBS: ferie indtil mandag 3. august)
Udgravningsleder, museumsinspektør, ph.d., arkæolog Torben Trier Christiansen,
Mobil: 25 19 74 34, mail: torben.trier@aalborg.dk

Vaarst pressefoto1
Det var små, unikke metalfund gjort med metaldetektor, der oprindeligt ledte til opdagelsen af gravpladsen ved Vaarst. Fra venstre: Dragtnål af bronze, ca. 400-450 e.Kr., guldfingerring, ca. 200-500 e.Kr og spandformet vedhæng af bronze til halskæde, ca. 200-400 e.Kr.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Vaarst pressefoto2
Da arkæologerne sidste sommer undersøgte en af gravene ved Vaarst nærmere, dukkede dette næsten intakte Snartemo-glas op. Det er importeret fra Centraleuropa eller Sortehavsregionen og er fra ca. 400 e.Kr.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Vaarst pressefoto3
Sidste år udgravede arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum 40 jordfæstegrave. I de fleste af dem har den gravlagte fået et eller flere lerkar med sig i døden.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum
2020-07-10  
Skraldespande til Valsgård by.

Af Henning Jochumsen

På billedet ses Bjarne Madsen. Så blev den første skraldespand opsat uden for Bjarne Madsen.

 Det er en af 15 nye skraldespande, som Valsgård Borgerforening har fået doneret af Sparekassen Vendsyssel. De er produceret på Produktions skolen(FGU) i Hørby, og er produceret og designet af de unge mennesker, der arbejder på stedet. De flotte skraldespande bliver opsat rundt omkring i byen, på lygtepælene uden for nogle af byens borgere, som vil være Borgerforeningen behjælpelige med at tømme dem efter behov. Resten af skraldespandene vil blive opsat i løbet af kort tid, og man håber, at de mange nye skraldespande, vil blive godt brugt, og derved hjælpe med at Valsgård bliver en pæn og ren by. Hvis man som borger i byen, gerne vil hjælpe med tømning af en skraldespand og have en opsat i nærheden af ens hus, kan man henvende sig til Valsgård Borgerforening, da der stadig mangler placering af nogle af skraldespandene.
2020-07-03  
Petanqueklub i Valsgaard tilbyder gratis medlemskab resten af sæsonen

Af Henning Jochumsen

Valsgård Gymnastikforening indbyder på vegne af Valsgaard petanqueklub alle, der har lyst til at deltage i petanque træningen hver torsdag fra kl. 14.00 til cirka kl.16.00.

Petanqueklubben er for alle, der har lyst til at spille, træne og hygge i godt selskab med andre. Klubben spiller, men der er også plads til en hyggelig pause, hvor der drikkes egen medbragt kaffe, sodavand m.m. og alle får en god sludder med hinanden. På grund af Covid-19 kan der resten af sæsonen tilbydes gratis kontingent, så alle der har lyst kan ligge vejen forbi og afprøve deres færdigheder indenfor petanque. I år trænes der blot, mens det forventes, at klubben går i gang med at spille turneringer mod andre klubber fra nærområdet igen næste år, når alt forhåbentlig er normaliseret. Petanqueklubben spiller efter gældende petanque regler, dog tilpasses spillet, så alle kan være med til træningen. På petanquebanen er der to hold, som hver består af to spillere, hvor hver spiller har tre kugler. Holdene dyster mod hinanden om, hvem der får flest point. Pointene scores ved, at holdene kaster deres kugler så tæt på “grisen” (den lille kugle) som muligt. Grisen er placeret minimum seks meter fra kanten, hvor man står. Hvert spil består normalt af 2 x 13 omgange. Så har du mod og lyst, så møder du bare op på stedet. Du finder petanqueklubben her: Valsgaard Hallerne, Ulstrupvej 3B, 9500 Hobro. Billede 1: Fra venstre: Linda Balle, Marie Jørgensen, Jonna Knudsen, Irma Nielsen Billede 2: Fra venstre: Bent og Vera Pedersen, Gert Knudsen, Ellen Nørgaard, Preben Jensen


2020-06-28  
Entréen halveres på ni nordjyske museer
Tilbuddet gives til museernes besøgende i skolernes sommerferie

Af Nordjyllands Historiske Museum

Fra lørdag 27. juni, kan man komme på museum til halv pris på ni nordjyske museer under Nordjyllands Historiske Museum. Ordningen gælder i skolernes sommerferie – fra lørdag 27. juni til og med søndag 9. august. Rabatten er muliggjort via den sommerpakke til kulturen, som regeringen og en række støttepartier vedtog i sidste uge.

Det er museer i Aalborg, Hobro, Mariager, Hadsund og Rold, der nu bliver billigere at besøge i en periode, og museet håber naturligvis, at det vil få flere både lokale samt danske og udenlandske turister til at lægge vejen forbi. Rabatten ydes på en almindelig voksenbillet og kan ikke kombineres med andre rabatter.

Her får man rabat

De to vikingemuseer Lindholm Høje Museet i Nørresundby lige nord for Aalborg og Vikingecenter Fyrkat ved Hobro har en ordinær voksen-billetpris på 75 kr. Den falder i sommerferien til 37,50 kr. Børn under 18 år har i forvejen gratis adgang, så en hel familie kan komme på museum for bare 75 kr.

Endnu billigere bliver det på syv andre museer, som normalt har en entré-pris på bare 40 kroner. Den kommer i skolernes sommerferie til at lyde på bare 20 kr. Det drejer sig om følgende museer:

Aalborg Historiske Museum, der ligger på Budolfi Plads midt i byen og fortæller byens lange, tumultariske og spændende historie. Den seneste særudstilling undersøger, om nordjyder er specielt oprørske. Udstillingen har også et børnespor.

Hobro Museum, der blandt andet viser de mange fine arkæologiske fund, der er udgravet vikingeborgen Fyrkat.

Lystfartøjsmuseet, der ligger i et fint gammelt pakhus på havnen i Hobro. Her er alt, hvad et sejlerhjerte kan begære inkl. krydseren Silvana, som man meget gerne må gå ombord i.

Mariager Museum er indrettet i en hyggelig 300 år gammel købmandsgård, der ligger pittoresk midt i den gamle købstad og klosterby.

Cirkusmuseet i Rold har til huse i Cirkus Miehes gamle vinterhi og fortæller flere hundrede års cirkushistorie. Her er netop åbnet en særudstilling om Cirkus Schumann og dyr i cirkus.

På museerne i Hadsund får man i forvejen to museer for én pris – nemlig den lokale Hadsund Egnssamling og Møllehistorisk Samling, der fortæller bredt om dansk møllehistorie.

Baggrund

Rabatordningen er en del af den sommerpakke, som blev besluttet ved en politisk aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet fredag 19. juni 2020. Der er afsat i alt 376,5 millioner kroner til aktiviteter på kulturområdet. Af disse går 181,7 millioner kroner til at give rabat på kulturoplevelser i skolernes sommerferie.

For yderligere information, venligst kontakt:
Lars Christian Nørbach, museumsdirektør Nordjyllands Historiske Museum, tlf. 25 19 74 13
 
2020-06-26  
God dag til redaktionen!
Fra torsdag i næste uge lægger TREKANTRUTEN fra land og stævner ud på Mariager Fjord og i egnen syd for fjorden.
Vedlagte pressemeddelelse fortæller den unikke rundtur og om det tætte samarbejde mellem turbåden SVANEN, Mariager-Handest Veteranjernbane og Nordjyllands Trafikselskab.

Vetranjernbanen/10. Pressemedd. Trekantruten lægger fra land 2020.pdf
Vetranjernbanen/13. Køreplansflyer 2020.pdf
Vetranjernbanen/51. MHVJ kort TREKANTRUTEN.pdf

Klik på billedet for at se 6 fotos leveret af Veteranjernbanen
2020-06-17  

Oplev hele kommunens kunst i Kunstetagerne

 

Torsdag den 25. juni kl. 11 og 15 kan interesserede deltage i en omvisning i Kunstetagernes udstilling Hobro Kunstsamling. Udstillingen omfatter godt 170 værker fra samlingen, som i år kan markere de første 45 års eksistens.

  

”Omvisningerne sker i små grupper af sikkerhedshensyn,” fortæller kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro, som er guide. ”Vi udbyder 9 pladser pr. gang for at sikre afstand – men faktisk også for at lægge mere op til dialog,” siger kunsthistorikeren. ”Hobro Kunstsamling er jo delvist skabt med kommunale midler. Så det er jo faktisk hele kommunens kunst, vi nu viser, og derfor laver vi mange flere omvisninger, end vi plejer.”

 

Udstillingen er bygget op over både formelle og motiviske temaer, hvor især abstraktion og menneskeskildringen står stærkt. ”Omvisningerne lægger op til at se nøjere på et udvalg af værkerne, så deltagerne bliver klædt på til at gå på opdagelse på egen hånd,” siger Anne Lie Stokbro. ”Ofte oplever vi, at deltagerne bagefter fortæller, at de nu kan se meget mere i de udstillede værker. Det bliver vi naturligvis glade for at høre.”

 

Har man lyst til at komme med rundt i udstillingen, skal man sætte en times tid af til turen. Man tilmelder sig senest dagen i forvejen ved at skrive til astok@mariagerfjord.dk


Så er Kunstetagerne iHobro åben for publikum - her en video som det så ud den 27-05-2020
*
Og herunder
2018-02-27


2020-06-13  
 100 mio. kr. til hurtigt internet i yderområderne

Af Jens Maarup Lykke

Så er der igen penge til hurtigt internet i landdistrikterne

Regeringen har nu igen åbnet for pengekassen og bevilget 100 mill. Kr til at husstand med en internethastighed under 10 mbit. kan få forbedret deres situation.

Puljen er målrettet projekter i landzone og sommerhusområder, hvor der ikke er udsigt til at få hurtigere bredbånd på kommercielle vilkår.

”Danmark har generelt en god bredbåndsdækning, men i Mariagerfjord kommune halter det fortsat” siger kommunens konsulent på området Jens Lykke. Teleudbyderne har godt i gang i en række kommercielle projekter, men pt. er der fortsat ca. 2500 husstande i kommunen der ikke har adgang til den digitale motorvej. ”Denne restgruppe kan vi hjælpe med bredbåndspuljen” fortsætter han. De seneste år har vi haft held til at få gennemført en række projekter via de tidligere puljer bl.a. i Brøndum, Kjellerup, Vive og Helberskov, men der er fortsat basis for en masse nye projekter. Kommunen er behjælpelig med bistand til de initiativgrupper, som er forudsætningen for tilskud. Typisk skal borgerne danne interessenetværk på 20-50 tilskudsberettigede husstande.

Borgerne skal selv medfinansiere med min. 4.000 kr pr. husstand, og kommunen har valgt at støtte projekterne med 2.000 kr pr adresse. Desuden står kommunens konsulent til rådighed for at hjælpe projektgrupperne.

Energistyrelsen har udarbejdet et kort, hvor alle kan se om man er berettiget til støtte. Kortet forefindes på bredbaandspulje.ens.dk

På kommunens og Energistyrelsens hjemmeside kan man orientere sig yderligere i spillereglerne.

Initiativgrupperne skal have samlet tilstrækkelig lokal opbakning senest 21.sept., hvorefter bredbåndsudbyderne har nogle uger til at give bud på opgaven.

I samarbejde med Energistyrelsen afholdes der informationsmøder rundt i landet, bl.a. på Maritimt Center i Hobro – onsdag den 24.juni kl. 16-18. Tilmelding til mødet skal sendes til
2020-06-12  
Populære byvandringer er tilbage

Foto og tekst Nordjyllands Historiske Museum

Nu med ture i både Aalborg, Hadsund og Hobro


Natten til mandag blev forsamlingsforbuddet hævet fra 10 til 50 personer, og det betyder, at Nordjyllands Historiske Museum nu endelig kan genoptage de populære byvandringer, som i år ikke bare udbydes i Aalborg, men også fra museets afdelinger i Hobro og Hadsund. I dag kl. 12 åbner museet derfor billetsalget til en række forskellige ture – både gamle kendinge, nye byvandringer og to for børn.

Det er virkelig noget, såvel gæster som formidlerne på Nordjyllands Historiske Museum har set frem til. Da museerne lukkede 12. marts, havde man allerede solgt mange billetter til en række forskellige byvandringer og rundvisninger, men i stedet for at formidle spændende historie ude i byen – lige der, hvor den har fundet sted - måtte museet i gang med at refundere billetter.

”Vi oplevede en del gæster, som sagde, at de ikke ville have deres penge igen. De ville hellere støtte museet i en svær tid. Det er rørende, men alle har fået deres penge, og nu håber vi bare, at de er klar til at købe billetter igen”, siger formidlingschef på Nordjyllands Historiske Museum, Thea Højvang Rasmussen.

Under corona-nedlukningen har hun og formidlergruppen både udviklet nye ture – og ikke mindst arbejdet med både en plan A, B og C for, hvornår og hvordan man igen kunne udbyde de populære byvandringer, så det både er forsvarligt for gæsterne og for museets økonomi.

”Vi havde egentlig planlagt at udbyde byvandringer med færre deltagere – og måske til andre priser, men natten til mandag var der pludselig ok til 50 personer, så nu kan vi køre normalt igen – det vil sige med 30 deltagere - og det har vi virkelig glædet os til, siger Thea Højvang Rasmussen.

Nye ture i Aalborg
Emnerne på Aalborg-turene spænder vidt, og der er noget for enhver smag og aldersgruppe. Der er byvandringer i Aalborgs forlystelsesliv og i Aalborg under Besættelsen. Man kan komme tilbage til middelalderen, blive klogere på solsidens seværdigheder i en Nørresundby byvandring, og som noget nyt kan man få highlights fra byens 1200 år omskiftelige og spændende historie på bare 1½ time.

Endnu en nyhed blev introduceret umiddelbart før corona-udbruddet, men nåede aldrig rigtig i gang. Det er en byvandring inspireret af oprørsudstillingen på Aalborg Historiske Museum, som åbnede i februar. På turen tages publikum med på en rejse tilbage i tiden for at finde spor efter de nordjyske oprørs rødder.

Det’ for børn
Også for det yngre publikum er der nyheder. Leg dig gennem byen er titlen på en helt ny tur, der egner sig særligt for de 5-10-årige. Undervejs bliver de sat på mange opgaver og aktiviteter. De skal sende vand op gennem Danmarks smalleste gade, regne med gamle mønter, blæse sæbebobler, smage gammeldags slik, lege gamle lege og besøge et mørkt fangehul, hvor der både har siddet røvere og hekse.
Og får man ikke uhygge nok på den tur, så er der mere at hente i byvandringen med den sigende titel ”Hekse, spøgelser og bloddryppende historier – for børn”. Det er både sjovt og uhyggeligt, og mest for børn fra 9 år og op i følge med en voksen.

Byvandringer i Hadsund
Som noget nyt lancerer Nordjyllands Historiske Museum byvandringer i Hadsund. Her kan man høre om dengang, Hadsund kun var et færgested, om selve byens fremkomst i 1800-tallet, den kendte fabrik Hornbech, der blev grundlagt i 1898, broens betydning for området og meget mere.

Byvandringer i Hobro
Også i Hobro er der mulighed for at kombinere en gåtur med spændende historiske input. Der er både en historisk tur på havnen, hvor man hører om dens 200 år lange virke og betydning for byen, og en byvandring i Hobros gader med byens fascinerende historie. Her fortælles blandt andet om den fattige købstad i middelalderen, den økonomiske krise i begyndelsen af 1800-tallet, de voldsomme bybrande i 1812 og 1813 samt industriens indtog sidst i 1800-tallet.

Billetsalget åbner i dag, tirsdag 9. juni 2020, på www.nordmus.dk


Billedtekster

Byvandring Aalborg under besættelsen
Nordjyllands Historiske Museum har flere forskellige byvandringer på programmet, men den om Aalborg under besættelsen og den uhyggelige med hekse, spøgelser og bloddryppende historier er klart de mest populære. Foto Nordjyllands Historiske Museum

Byvandring for børn
Der er også byvandringer for børn, blandt andet kan de yngste lege sig gennem byen på en tur med indlagte gamle aktiviteter. Foto Nordjyllands Historiske Museum

Hobro
Hobro rummer på en både spændende og dramatisk historie med økonomisk krise, bybrande og industri. Nu kan du komme på både byvandringer og rundvisninger på Hobro havn. Foto Nordjyllands Historiske Museum

Byvandring Hadsund udsigt over broen
Området ved Hadsund var indtil midten af 1800-tallet blot et færgested, men efterhånden voksede en by frem med jernbane, bro og industri. Nu kan du komme med på byvandringer, hvor du får hele byens historie. Foto Nordjyllands Historiske Museum


For yderligere information, venligst kontakt:
Thea Højvang Rasmussen, formidlingschef, Nordjyllands Historiske Museum: telefon 25 19 74 06.
Se mere billedtekst nederst

Byvandring Aalborg under besættelsen


Byvandring for børn


Byvandringer i Hadsund


Byvandring Hobro



2020-06-09  
Pressemeddelelse:
Billedkunstelever fra Mariagerfjord Kulturskole udstiller på Kunstetagerne i Hobro

Inden længe er sæsonen for Mariagerfjord Kulturskoles billedkunstelever slut, og det markeres med en udstilling på Kunstetagerne i Hobro af elevernes arbejde fra årets løb.
Snart kan alle interesserede kigge forbi Kunstetagerne i Hobro og se et udvalg af de mange værker, som Kulturskolens billedkunstelever har arbejdet med henover det sidste år. Det er værker udført af 56 elever, børn og unge, der går på billedkunsthold i Arden, Hadsund, Hobro og Mariager.
Åbningen af udstillingen løber af stablen tirsdag d. 16. juni kl. 15-18 og efterfølgende kan udstillingen ses på Kunstetagerne i Hobro i perioden 16. juni – 20. juni. Udstillingen er åben i bibliotekets åbningstid, og der er gratis adgang.
”Det giver en ekstra dimension til det at gå til Billedkunst, at man kan se, hvad alle de andre har lavet, og hvordan og hvor forskelligt vi arbejder hver især. At vi så kan få lov at vise værkerne frem på Kunstetagerne i selskab med ”rigtige” kunstnere, gør udstillingen endnu mere spændende for os og forhåbentlig også for Kunstetagernes gæster,” udtaler Kulturskolens billedkunstunderviser, Maria Leer.
På grund af Covid-19 kommer ferniseringen d. 16. juni til at foregå ”rullende”- det vil sige, at gæsterne lukkes ind i hold, så gældende regler kan overholdes.


Nyt perspektiv med forårets corona-hjemmeundervisning
Den store nedlukning af Danmark har også sat sit præg på billedkunstundervisningen, der er foregået online gennem mange uger. Det har betydet, at undervisningen har været baseret på de helt grundlæggende materialer papir, blyanter og de farver, den enkelte elev har kunnet finde hjemme hos sig selv.
Der er blandt andet tegnet perspektiv både inde og ude, undersøgelse af menneskets og ansigtets proportioner, hvordan skabes bevægelse i en figur og hvad er tekstur? Nogle af emnerne har taget udgangspunkt i så forskellige kunstnere som David Hockney, Anna Ancher, Van Gogh og Jens Søndergaard.


Billedkunst er for alle
Kreativitet, leg og eksperimentering er en stor del af Kulturskolens billedkunstundervisning. Undervisningen tager udgangspunkt i det niveau, eleven er på, og i løbet af sæsonen arbejder man med mange forskellige materialer og teknikker, bl.a. tegning, maleri, collage og skulptur.
-Men det allervigtigste til billedkunst er at bruge fantasien og hinanden til at få gode idéer sammen med.
Udover udstillinger som denne på Kunstetagerne, kan der i løbet af et undervisningsår også være forældre-barn arrangementer, besøg på kunstmuseer og workshops med andre fag.
Billedkunstundervisningen på Mariagerfjord Kulturskole er for alle børn og unge, der har lyst til at være kreative, og tilmeldingen til næste sæson med opstart efter sommerferien er åben nu på www.mariagerfjordkulturskole.dk
Dagens videostump

2020-05-27 Så er Kunstetagerne iHobro åben for publikum - her en video som det ser ud lige nu
2020-06-09  
Ny udstilling om Cirkus Schumann
Cirkusmuseet i Rold genåbner med særudstilling

Foto og tekst: Nordjyllands Historiske Museum

De havde deres storhedstid, da danske cirkusmaneger var fyldt med dyr, og især evnen til at dressere heste og forkæle publikum med spektakulære numre med disse prægtige dyr, gjorde Cirkus Schumann berømt. Nu genåbner Cirkusmuseet i Rold med en særudstilling, der fortæller historien.

Udstillingen – og museet – åbner tirsdag 9. juni kl. 12. På grund af forsamlingsforbuddet er der ikke planlagt nogen specifik udstillingsåbning, men pressen er velkommen til at kigge forbi, og der kan laves aftaler om interview med Katja Schumann, som sammen med Benny Schumann har bidraget til udstillingen med både genstande, film, fotos og fortællinger. Kontakt museumsinspektør Lykke Olsen på 31 99 41 71 for en aftale.

Spektakulære dressurnumre
I næsten 50 år i træk – frem til 1969 – optrådte Cirkus Schumann i Cirkusbygningen i København. Schumann havde både vilde dyr, klovne og akrobater, men særligt kendt var familien for sine imponerende hestenumre, og publikum strømmede til for at opleve heste, der kunne gå på bagbenene, springe over forhindringer og sågar hoppe i sjippetov. Den særlige evne til at dressere heste blev videregivet i generationer, og de bærende træningsprincipper bestod af sukker, klap og tålmodighed fremfor straf og pisk.

Cirkus Schumanns historie går helt tilbage til 1868, hvor Gotthold Schumann bliver den første direktør. På Cirkusmuseet i Rold får publikum primært historien om Schumanns arbejde med dyrene - også den del, der fortæller, hvorfor det efterhånden blev vanskeligt at optræde med såvel heste som andre dyr i dansk cirkus.

I mange år var numre med ikke bare heste, men også alskens vilde dyr en fremtrædende del af cirkus. Disse numre var meget populære, men de seneste 50 år har man i flere omgange strammet dansk lovgivning, så der efterhånden ikke er flere dyr tilbage i manegen. I dag er vilde dyr forbudt i cirkus i Danmark. De fleste husker nok historien om fire tidligere cirkuselefanter, som nu er sendt på pension i Knuthenborg Safaripark.

Denne udstilling tager publikum med tilbage til et dansk cirkus, der især blev kendt for sine hestenumre af meget høj kvalitet, men som også optrådte med vilde dyr. Her kan publikum dykke ned i historien om deres særlige evne til at træne heste og om datidens holdning til dyr i cirkus.

Udstillingen er blevet til med hjælp fra Katja og Benny Schumann.

Albert Schumann
 var kendt for sine spektakulære dressurnumre med heste,m

Cirkus Schumann var ikke kun kendte for deres spektakulære hestenumre. Publikum kunne også opleve bjørne, der kom kørende på motorcykel.
2020-06-08  
Af Henning Jochumsen
På billedet fra Venstre. Stadsgartner Kent Hardendorf og Dan Quorning fra Stiga


der overdrager maskinen. Valsgård borgerforening fik en bevilling til en ny plæneklipper på 25.000,- fra landdistriktsrådets projektpulje. Formanden for borgerforeingen Henning Jochumsen takker for den flotte gave, og fortæller at det også var på et hængende hår. Den gamle maskine var 11 år gammel og havde set bedre dage og var næsten helt nedslidt. Desuden fortæller han at stadsgartner Kent Hartendorf var yderst tilfreds da han fik meldingen om der var en ny på vej, og at han vil glæde sig til at tage den i brug i byens anlæg, ved bækken, byskoven og andre steder han klipper græsset.

2020-06-08  
Af Henning Jochumsen
Valsgård byfestudvalg har været så betænksom


at sponsorere 2 nye bænkesæt til Valsgård by skov.

 Valsgård borgerforenings formand Henning Jochumsen takker på byens vegne for den rigtig flotte gave som han ved vil komme byens borgere og børn til gavn, og udtaler at han håber flere borger i byen for øjnene op for by skoven som en flok forudsende borger lagde grundsten til for rigtig mange år siden, han håber desuden at flere vil brugt by skoven til en lille gå tur, eller man tager sin madkurv med og spiser den i skoven eller grille en pølse på bålpladsen, samt nyder den natur der er så dejlig tæt på, og han håber desuden at by skoven nye bænke vil blive flittigt brugt af skolen, børnehave til undervisning.


Fra venstre. Anne Jensen, byfestudvalget , Kent Hartendorf, byfestudvalget, Henning Jochumsen Valsgård borgerforenig samt Bjarne Grønhøj Skærup Nielsen, byfestudvalget.
2020-05-18  
Mariagerfjord Kulturskole besøger skoler og institutioner til udendørs fællessang – sangen skal bringes ud til børnene

Tekst: Mariagerfjord Kulturskole

I morgen, tirsdag d. 19. maj, får Valsgaard Skole, Valsgaard børnehave og Astrup Skole besøg af musikundervisere fra Mariagerfjord Kulturskole - der er udendørs fællessang på programmet.
For selvom Kulturskolen endnu ikke har grønt lys til genåbning, så skal kommunens børn ikke gå glip af sangens fællesskab.

I Mariagerfjord Kommune er skoler og børnehaver kommet godt i gang efter genåbningen. For at sætte fællesskabet på dagsordenen, og for på festlig vis at markere den gradvis åbning af Danmark, har Kulturskolen taget initiativ til at bringe sangen ud til børnehaver og skoler. Fællessang er blevet et nationalt hit, og Kulturskolen er glade for at kunne bringe sangen med ud til børnene.

”I morgen gæster vi skole og børnehave i Valsgård og specialskolen i Astrup. Den 28. maj gæster vi Arden Skole og nogle institutioner i Arden. Vi ved, at underviserne på skolerne og pædagogerne har en ekstra stor opgave for tiden, og at musikundervisningen ikke kan gennemføres mange steder. Derfor vil vi gerne give lærerne og pædagogerne et lille åndehul, og give alle en dejlig fælles musikoplevelse. Kunstens væsen er jo at berige, og vi håber at bringe smilet frem” – fortæller Kulturskoleleder, Finn Elias Svit.

Kulturskolens tre undervisere spiller og synger for, og det hele foregår udendørs, så afstandskrav og sikkerheden kan overholdes.


Et kærkomment tiltag – musik skal opleves og indleves

Kulturskolen har nu været lukket siden marts måned, og i lukningsperioden er undervisningen fra Kulturskolen blevet tilbudt på digitale platforme. Men på trods af kreative løsninger så længes underviserne efter at mødes med eleverne, Derfor er sang-turnéen et kærkomment tiltag fortæller Maj-Lis Hoffer Henriksen, Korleder i Mariagerfjord Kulturskole.

”Jeg glæder mig til at komme på turné og synge nogle sange med nogle børn, som jeg både kan se og høre og som ikke bare sidder bag nogle skærme. Musik skal jo opleves og indleves, så det bliver skønt at komme ud og mærke den energi igen. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at komme ud og møde nogle af de børn, som fast går til undervisning hos mig, fordi dem savner jeg rigtig meget”.
 
2020-05-09  
Ambufesten desværre aflyst
Tilsendt af team Ambu-revy
Som alle ved, er Ambufesten desværre aflyst pga. myndighedernes restriktioner. Men der er pt. intet, der tyder på, at folk ikke må gå i teatret til september. Derfor har folkene bag Ambu-revyen fortsat sit arbejde.

”Det er meget trist for Ambufesten, at de blev tvunget til at aflyse,” siger Søren Greve, PR-ansvarlig for Ambu-revyen og fortsætter ”Men i Ambu-Revyen fastholder vi troen på, at tingene ser anderledes ud til september. Vi bliver i så fald det eneste sted, man reelt kan fejre Ambu-festens jubilæum”.

Det bliver derfor en helt særlig jubilæumsrevy, som folk kan glæde sig til at opleve.

”Vi har arrangeret en helt særlig jubilæumsrevy, hvor både nye og gamle numre finder plads i repertoiret”, siger Søren Greve og fortsætter ”De gamle numre bliver endda udført af de selvsamme aktører som tidligere! Glæd jer til jubilæumsforestillingen: ”Det’ 100”.

Dream Team på scenen: Tidligere glansnumre er fundet frem og dertil helt nye numre
Tidligere revyprofiler er med i år: Charlotte Stisen, Niels Andreasen, Carsten Bredahl, Sven Wortmann, Søren Hauer, Frede Mortensen

Årets faste aktørhold er: Sussi Hedegard Lund, Marie Louise Kastbjerg, Mette Mollerup og Niels Leth-Sørensen

Birdies: Susse Wortmann, Rikke Kamedula, Sussi Hedegaard Lund

Orkester: Kim Bernt Jensen (kapelmester), Esben Højer, Niels Pagh Christensen, Måns Mårtensson, Lars Refsgaard

Afvikling: Spisning, revy og dans i samme sal

Ambu-Revyen har premiere fredag d. 11. september 2020, og der spilles i alt 6 forestillinger frem til fredag d. 18. september. Billetsalget starter 12. maj.

Læs meget mere om Ambu-Revyen på www.facebook.com/amburevy 

Præsentation af tidligere aktører, der gør comeback:

Sven Wortmann
Sven har i en periode på 12 år været instruktør for revyen og har på den måde sat sit præg på AMBU-revyen gennem mange år. Prinsgemalen er en glansfigur for Sven, men også mange andre sjove figurer har han sendt over scenekanten. Renovationsarbejder der præcist sætter fokus på de udfordringer, de har med deres kunder. Sven kan også tale sort og på den måde skabe et vanvid på scenen. Sven har en pragtfuld stemme og har brilleret med mange seriøse numre med eftertænksomhed og præcision. Hvem husker ikke Brygger Svendsen, som gik igen et par år på Hobro Theater? Sven formår det meste og har en kærlighed for at lave skæve figurer og gerne nogle, der får sagt en masse på ganske kort tid. Sven har leveret rigtig mange grin til publikum.

Carsten Bredahl
Carsten har været med i AMBU-revyen siden sidst i 90´erne med enkelte pauser undervejs. Der er ingen tvivl om, at Carsten primært huskes for sine parodier på Dronning Margrethe - ofte i et samspil med Sven Wortmann som prinsgemal, hvor de gang på gang har muntret publikum. Et andet samspil har været med Niels Andreasen tilbage i tiden hvor de havde et glansnummer, som de to vagabonder der vendte løst og fast - ofte med en teatersal som lå flade af grin. Men det er ikke kun det sjove, som Carsten mester. Med sin fantastiske stemme er det både de seriøse, de store og flotte og de sjove sange, som han mestrer. Kort fortalt mestrer Carsten det meste, og han har en særlig evne til at finde sjove og skæve figurer frem. Han er garant for et godt grin.

Niels Andreasen
I en lang årrække frem til 2004 var Niels mister AMBU-revy. Først under vingerne af Frede Mortensen og i de sidste 5 år som instruktør for revyen hvor der blev spillet for udsolgte huse 5 år i træk. Niels har evnen til at gør selv det mindste sjovt. Publikum lå flade af grin bare Niel kom ind på scenen. Niels kan virkelig formidle en tekst, så den fremstår på bedste vis. Helt tilbage var det en parodi på Mathisen og scener i samspillet med Carsten Bredahl som vagabonder. Et nummer der står skarpt var om de nye frisører, der skød op. Det blev til ”halal” frisør, som fik taget til at lette på Theateret. Ingen tvivl om at det er den sjove Niels som mange husker, men med sin fremragende stemme og sin fornemmelse for timing kan Niels få det bedste ud af det meste.

Frede Mortensen
Mister AMBU-revy! Frede har virkelig tegnet revyen tilbage i forrige århundrede. En evne til at se det sjove i de små lokale ting har hjulpet ham som instruktør gennem rigtig mange år. Skøre påfald og sjove ideer har været med til at skabe de mange gode grin, som Frede har leveret gennem tiden på Hobro Theater. Frede har også evnen til at levere et godt sangnummer, hvor timing og et glimt i øjet har været varemærket. Men efter mere end 20 års pause glæder vi os til at byde velkommen til Frede i denne jubilæumsforestilling på Hobro Theater.



Søren Hauer
I en periode var Søren en fast del af revyen, og inden da havde han slået sine folder som sjov mand i Valsgaard. Det sjove var virkelig det, som Søren tog med ind på Hobro Theater. Mange husker helt sikkert rollen som Mæ i ”Mæ og Kurt”, hvor Søren spillede sammen med Carsten Bredahl - et nummer som blev gentaget flere år, og som skabte masser af grin. Evnen til med sin mimik til at give et nummer endnu mere kant og skabe morsomme situationer er et af Sørens varemærker - noget som specielt kom til udtryk i et nummer om stenalderfolket, som han spillede sammen med Mette Mollerup. Søren er tilbage i år, og han er klar til at fejre AMBU-festens jubilæum.

Charlotte Stisen
Charlotte ligner måske den pæne pige i klassen, men der tager man fejl. Hun kan virkelige spille på hele spektret i forhold til at udtrykke følelser og på den måde give et nummer endnu mere kant. Charlotte var med i AMBU-revyen i starten af dette årtusinde, og hun huskes bl.a. for sin dejlige stemme, hvor hun kan give et nummer flere nuancer. Men Charlotte kan andet end at synge. Hun formår også at fylde de fleste roller ud, og hun har leveret mange grin til publikum. Her huskes f.eks. et nummer som ”Statistik”, hvor hun spiller sammen med Niels Leth-Sørensen. Charlotte glæder sig til at træde ind på scenen igen på Hobro Theater og være med i dette års jubilæumsrevy.

Birdies
Susse Wortmann, Rikke Kamedula og Sussi Hedegaard Lund udgør gruppen ”Birdies” under denne jubilæumsrevy, og de er tilbage med deres flotte klang i deres sange. I denne udgave bliver det med kendte numre fra den danske sangskat med et særligt revyislæt. Udover deres egne numre vil de også lægge stemmer til som kor på flere af de andre numre i revyen. Glæd jer til et kært gensyn med disse søde ”Birdies”.
AMBU Revyen bliver tilsyneladende til noget i 2020

Her en side indeholdende mapper fra tidligere år










2020-03-24  
Tilsendt af Michelle Møller Danum
Intet Fyrkatspil i 2020

Bestyrelsen for Fyrkatspillet har den 23. marts 2020 besluttet at udskyde Fyrkatspillet 2020 ”Orm og Guldfugl” grundet Corona-krisen. Vi opfører i stedet stykket i 2021. At få stablet en produktion som Fyrkatspillet på benene kræver mange frivillige kræfter, som bruger flere måneder på at arbejde med spillet på mange fronter. Vi begyndte allerede i januar, og vi var begyndt at øve på stykket, da vi måtte lukke ned næsten hele marts og nu endnu længere. Vi føler derfor ikke, at vi kan leve op til den standard, vi ønsker at vise publikum.  Fyrkatspillet betyder hyggeligt samvær med at sy dragter, lave rekvisitter, udarbejde lys og lyd, forberede gennemførelsen med serveringen til publikum, markedsføring osv. Det er ikke en enkeltmands præstation, men et stort fællesskab i alle grupper. Da vi ikke ved, hvornår vi igen kan åbne op for at mødes flere personer ad gangen – var der desværre ikke anden mulighed.   Fyrkatspillet har mange sponsorer og støtter, som vi ønsker at give en god og spændende anderledes forestilling, ligesom publikum også gerne skulle opleve vikingernes liv på Fyrkat i en rigtig god forestilling. Dette føler vi ikke at kunne leve op til og derfor denne triste beslutning, som vi alle er meget kede af. I år havde vi ellers noget nyt på programmet nemlig BLÓT – hvad det er, må man vente til næste år med at opleve. Vi takker alle for den store opbakning og håber meget, at vi ses til næste år igen med alletiders Fyrkatspil. Nu mangler vi i hvert fald ikke forberedelsestid.  Vi har allerede solgt en del billetter, der selvfølgelig vil blive refunderet.

 Så på gensyn i 2021 Michelle Møller Danum Formand for Amatørteatret Fyrkatspillet


2020-03-25  
Tekst tilsendt af: Museumsdirektør Lars Christian Nørbach,
Museer hårdt ramt af corona-krisen 14 udstillingssteder er lige nu lukkede og arrangementer aflyst


Der kommer ingen vikinger på Fyrkat til påske. Særudstillingen om familien Schumann åbner ikke på Cirkusmuseet i Rold 30. april, og man kommer ikke til at opleve historiske byvandringer i Aalborg de næste mange uger. Som så mange andre virksomheder er Nordjyllands Historiske Museum hårdt ramt af Covid-19 pandemien, og foreløbige beregninger viser, at museet står til at miste op mod 2,5 millioner, når 2020-regnskabet skal gøres op.

Alle arrangementer er aflyst, og alle 14 udstillingssteder er lukkede foreløbigt frem til 1. juni.

”Selv hvis corona-krisen topper om små fire uger, så vil der formentlig gå yderligere nogle uger, før vi igen rådes til at åbne dørene, og det er vores umiddelbare vurdering, at der ikke vil være et kundegrundlag før 1. juni”, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum. Han håber, regeringen også vil se velvilligt på en økonomisk håndsrækning til de kulturhistoriske museer.

”Regeringen har iværksat flere forskellige hjælpepakker, som vi har nærlæst, men indtil videre er der ikke nogen af disse, der kan bruges af museer som vores. Vi er dog også opmærksomme på, at regeringen ikke er færdige med at lave hjælpepakker, så vi håber, der også kommer noget, vi kan bruge. Vi ved, at der i næste uge er et forhandlingsmøde mellem stat, kommuner og ODM – Organisationen af Danske Museer. Vi håber, at der her kan skabes grundlag for økonomisk hjælp til museer som vores”, siger Lars Christian Nørbach.

Torsdag 12. marts blev Aalborg Historiske Museum, Gråbrødrekloster Museet, Lindholm Høje Museet, Hals Museum og Boldrup Museum lukket, og i samme ombæring meldte man ud, at Vikingecenter Fyrkat ved Hobro ikke som planlagt ville slå dørene op til påske. En række andre museer havde planlagt sæsonstart 1. maj, men den er nu udskudt foreløbigt en måned. Det betyder, at man mister indtægter både i form af entré og i form af salg i museumsbutikkerne. Dertil kommer mistet indkomst på en lang række aflyste byvandringer og rundvisninger – heraf mange, som allerede var udsolgte.

”Vi oplever stor sympati fra de mange gæster, vi har måttet ringe til og aflyse. Mange siger heldigvis, at de vil komme tilbage, når corona-krisen er overstået. Nogle siger endda også, at de ikke vil have refunderet deres billetter, fordi de gerne vil støtte betrængte kulturinstitutioner. Det er rørende, men vi har nu iværksat, at alle får deres billet-penge retur, og så glæder vi os bare til at tage imod gæster igen – forhåbentlig snart, siger Lars Christian Nørbach.

I mellemtiden kan museets gæster holde sig opdateret på hjemmesiden nordmus.dk og på de forskellige udstillingssteders facebook-sider. Her vil hjemsendte museumsinspektører løbende lægge små historier op, så formidlingen ikke går i stå i lukkeperioden.

”Formidling af vores fælles historie er et af museets kerneopgaver, og selv om vi lige nu ikke kan være så nærværende og møde vores gæster ansigt til ansigt, så vil vi naturligvis fortsat gerne levere spændende fortællinger”, siger museumsdirektøren og opfordrer til, at man følger med på facebook-siden for Nordjyllands Historiske Museum. På den bliver der delt mange gode historier fra de enkelte museer, samlingerne og fra arkæologiske udgravninger.

For yderligere information, venligst kontakt: Museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum på telefon 25 19 74 13

Besøg museum i Rold  her


Besøg museum iHobro her


Besøg museum i Hadsund her


Besøge museum i Boldrup her
2020-03-14  
Tilsendt af: henning jochumsen <henningjochumsen1@live.dk
til ihobro@ihobro.dk
Redekasser til sjældne fugle i Valsgård.
Valsgård by havde tirsdag den 17. Marts besøg af 5 natur folk fra Fuglegruppen DN-Mariagerfjord, der i samarbejde med Valsgård borgerforening, havde fundet egnet plads til opsætning af redekasse til tornfalke og hornugler. Pladsen til redekassen skulle sidde højt oppe, og derfor fandt man et egnet sted i en af lysmasterne på den lille boldbane ved skolen. Redekassen vejede godt til, men folkene fra fuglegruppen havde alt udstyret med til opsætning af den, så det blev professionelt udført. Der er i Mariagerfjord nu i alt opsat ca. 40 redekasser, så det bliver spændende at se fuglene flytte ind, og man mener at redekasserne hurtigt bliver taget i brug, da der mangler ynglesteder til disse fugle. Efter opsætning af redekassen gik turen videre til Oue, hvor den næste redekasse skulle opsættes. Det er et flot stykke arbejde folkene fra fuglegruppen udfører, og ved man et sted, hvor der er plads til en redekasse i ca. 10 meters højde, må man gene kontakte Peter Toubøl, pt@dn-Mariagerfjord.dk. Opsætning af redekasserne er gratis og dækkes af fondsmidler.
 



2020-03-13  
PRESSEMEDDELSE:

Lasse Sørensen kører NASCAR PRO i 2020

Den 23-årige nordjyde Lasse Sørensen, som sidste år vandt det europæiske NASCAR jr. mesterskab har i år valgt at rykke op i NASCAR PRO serien. Planerne præsenteres på torsdag kl 17:00 på Strøjer Tegl samlingen, hvor det nye team kommer til Fyn med NASCAR bilen. Her kan presse, sponsorer og venner nyde synet af den Amerikansk byggede racerbil, som bl.a. er bygget til oval baner.

Lasse udtaler:

”Sidste år var en vild og tæt sæson, hvor jeg først i sidste heat vandt mesterskabet. Denne sæson i top klassen af Europæisk NASCAR bliver endnu vildere. Nu kommer jeg op og konkurrere med nogle store kanoner, bl.a. den tidligere Formel 1 verdensmester Jacques Villeneuve. I modsætning til sidste år, så kender jeg i år banerne, hvilket helt sikkert vi være en lille fordel.

Sidste år skrev den unge nordjyde NASCAR historie ved bl.a. at blive den første rookie, som vandt mesterskabet. Derudover var han også den første i NASCARS historien, som vandt et løb efter at have startet som bagerste mand i feltet.

Udover NASCAR mesterskabet har den unge nordjyde også vundet det internationale Franske Formel 4 mesterskab, plus det Danske DTC mesterskab. I 2013 blev han kåret som Dansk Banesports talent.

På billederne ses Lasse.

Lasse Racing
Mobil:20606300



2020-03-13  
Naturluppen på inspirationstur

Tilsendt af: Mette Pedersen

I 2018 blev Naturluppen fra Danmarks Naturfredningsforenings Mariagerfjord-afdeling tildelt den lokale miljøpris – Mariagerfjord Miljøpris. Vi havde ønsket os, at de 5000 kr. der fulgte med hæderen skulle bruges på noget, der kunne gøre os til endnu bedre formidlere. I vinterferien d. 14.-15. februar fik vi arrangeret et besøg på Vestre Hus Børnenaturcenter i Allerød hos naturvejleder Bjørli Lehrmann, der er kendt for sin personlige, faglige og lidt skæve tilgang til naturformidling for børn – I kender hende også fra TV2´s program 3 dyr, 2 hold, 1 døgn.
Besøget startede med en travetur i skoven, hvor Bjørli fortalte om sin tilgang til naturformidling til børn, om hvordan hun griber det an og hvad hun oplever fungerer. Traveturen endte som den ofte gør, når naturnørder samles, d.v.s. noget længere end beregnet og med at grave i gamle træstammer, finde og studere skjulte insekter under barkstykker, lytte til fugle og snakke natur. Nu vil mange tænke ”GAAB, hvor lyder det kedeligt” – men det er fantastisk, hvad naturen har at byde på af sære væsner, små skjulte skatte og magiske øjeblikke, hvis man blot tager sig tid til at studere den nærmere.
Dagen efter holdt Vestre Hus åbent hus for lokale, med kreative aktiviteter, naturnørderi og bålhygge, hvor vi indgik i teamet omkring afholdelse af aktiviteterne. Hele opholdet gav os en masse at tænke over – som forventet en bunke ny inspiration, nye vinkler på de opgaver vi står med og ny energi til årets mange arrangementer.

Naturluppen er et tiltag der har eksisteret siden 2015 under Danmarks Naturfrednings Mariagerfjord-afdeling. Vi tager gratis ud til lokale arrangementer, det kan være større lokalarrangementer som byfester, festivaler eller messer i Mariagerfjord Kommune og formidler den nære natur for de besøgende. Vi består af 3 aktive aktive ildsjæle: Gitte Holm, Mona Phipps og Mette Ósland Pedersen



2020-03-10  
Tilsendt af: henning jochumsen <henningjochumsen1@live.dk
til ihobro@ihobro.dk
Generalforsamling i Valsgård Borgerforening.



Den 5. Marts afholdte Valsgård borgerforening generalforsamling i byens forsamlingshus. Der var igen i år et flot fremmøde med 45 deltagere. Inden selve generalforsamlingen, blev der sædvanen tro budt på mad, denne gang var det hamburgerryg, flødekartofler og grønsager, og til dessert var det is og vafler. Kødet blev sponsoreret af Tj Food v/Eddie Jensen og isen af Spar i Valsgård.


Selve generalforsamlingen forløb stille og roligt, og bestyrelsen er som følgende: Formand Henning Aage Jochumsen, Næstformand Lis Døi Jensen, Kassere Niels B. Mikkelsen, Sekretær Mogens Hedegaard, Almindelig medlem Bjarne Rødkjær, Suppleanter Morten Jensen og Kent Hartendorf.


Årets buket gik i år til Kent Hartendorf, som har lavet et stort stykke frivillig arbejde i byen, med at passe og pleje byens mange grønne områder, og derved har sørget for, at Valsgård by bliver holdt flot ved lige. Dette har mange borger i byen bemærket og sætter stor pris på Kent Hartendorf’s frivillige arbejde. Så et stort tak skal lyde til ham.