<%@ Page Language="C#" %> 2018-05-11
 
PRESSEMEDDELELSER iHOBRO
OG MARIAGERFJORD
 
Til forsiden     Arkiv 2017
 
2018-06-12  

Sankt Hans I Valsgård
Så er der traditionen tro snart Sankt Hans fest I Valsgård arrangeret af Valsgård borgerforening, den bliver igen i år afholdt hos Vognmand Preben Hansen, Hovedgaden 2. 
Heksen blev I år lavet i samarbejde med nogle byens dagplejere og børn, som gik til opgaven med stor ildhu. Gammelt tøj og andet brugbart blevet brugt til at lave heksen med, og kjolen blev flot dekoreret med maling af alle børnene. Så når heksen bliver brændt af, vil mange børn med stolthed se den flyve til Bloksbjerg og vide at de var med til at fremstille den flotte heks.
Der vil være mulighed for at købe billetter til Sankt Hans på Himmerlandsbilletten.dk eller I Spar for dem der ikke har den mulighed. Man kan se aftenens program på Valsgård borgerforenings facebook side.

 





2018-05-11  

Sæsonen er gået på hæld i Arden Billardklub, og spillerne kan gå på en velfortjent sommerferie. De sidste turneringer er netop afsluttede, og de har krævet noget længere rejsetid end til klubbens normale udekampe i Nord- og Midtjylland. Ikke mindre end tre af klubbens spillere kvalificerede sig til finalestævnet i ”Senior Cup” i Nyborg. Inden finalen har der igennem hele sæsonen været spillet syv indledende runder, hvor man kunne samle Grand-prix point for kvalifikation til de to semifinaler, som blev afviklet i Aars og Arden. Til finalen i Nyborg viste Ardens Lars Erik Skov sig for stærk for de øvrige femten deltagere og hentede fortjent pokal og check med hjem til Arden.
 
Ikke mange dage senere afholdtes det årlige interne klubmesterskab, hvor Lars Erik igen fejede al modstand til side og skal nu have sit navn på vandrepokalen. Som man kan se på billedet var klubmesterskabet også dagen, hvor de flotte, nye spilletrøjer fra Rockwool i Øster Doense blev luftet. Dejligt når det lokale erhvervsliv bakker op om vores foreninger.
 
I den netop overståede weekend har Arden igen være på langfart, denne gang til Sakskøbing Billardklub, hvor der over to dage har været afviklet landsfinale i ”Tenax Double”. En makker-turnering, hvor Arden var repræsenteret med to hold af de deltagende seksten. Ganske flot af så lille en klub. Desværre blev det denne gang kun til placeringer i den nederste halvdel.
Alt i alt en sæson, hvor Arden Billardklub har markeret sig stærkt, både individuelt og i holdturneringerne.
I klubben spilles klassisk keglebillard på et plan, hvor alle kan være med – også dig !!!!!
 

 

 

2018-05-29  
Vikinger holder marked på Fyrkat
Markedsgæsterne skal kæmpe for hver deres konge i forskellige vikingedyste
(Foto og tekst: Nordjyllands Historiske Museum)
7. og 8. juli
er Fyrkat vikingeborg ved Hobro skueplads for fest, handel, dyste og lege, når vikingerne inviterer til marked. Ved ankomsten vælger gæsterne side blandt tre mægtige vikingekonger, og i løbet af markedet hepper man på eller sågar kæmper for sin konge i forskellige vikingediscipliner rundt om på pladsen. Hele weekenden kan man således både opleve og deltage i krigerkamp, se vikingehåndværk og forsyne sig i de mange handelsboder.

Danmarkshistorien bliver særdeles nærværende, når man til Fyrkat Vikingemarked får mulighed for at opleve vikingelivet, som det var, da Harald Blåtand opførte ringborgen Fyrkat i år 980. Markedet tager udgangspunkt i den sene vikingetid og fortæller videre på historien om tre af de danske krigerkonger, som dengang gjorde Danmark til et stort og rigt rige.

Markedets tre vikingekonger er Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store, som hver gjorde sit til, at Danmark fik ry for at være befolket af vilde og blodtørstige vikinger, der drog ud i verden for at plyndre. De tre konger var optaget af at udvide landets grænser og sørgede på hver sin måde for at bringe rigdom til landet og gøre England og Norge til en del af det danske rige.

Publikum kæmper for hver deres konge

Vikingernes historie bliver for alvor levende, når publikum allerede ved indgangen må sværge trosskab til den vikingekonge, som de mener, er den mægtigste. Man følger derefter dagens program rundt på pladsen, hvor der er indlagt dyste og lege, som alle skal afgøre, hvilken konge der er den mægtigste.

Markedet er derfor præget af en række konkurrencer og dyste - lige fra håndværksmæssig kunnen til kamp, bueskydning og vikingelege. Alt sammen dyste, hvor publikum selv kan deltage sammen med markedets vikinger eller heppe på deres konges hold. Vinderne bliver belønnet med ære og vikingegaver.

Markedets vikinger mødes på ”ting”

I vikingetiden mødtes man årligt på ”ting”, hvor folk samledes for at afgøre tvister og uenigheder, dyste, høre nyt, handle og feste. Det var vigtigt at samles for at få afgjort vigtige sager, bekræftet forbindelsen til guderne og blive bespist af den lokale stormand, som også garanterede lov og orden. Disse forsamlinger var folkefester, hvor der blev leget, grinet, spist og festet.

På Fyrkat Vikingemarked vil der hver dag blive afholdt et ting, hvor jarlen, som kongens stedfortræder, vil afgøre hvilke mænd og kvinder, der har gjort deres konge mest ære i dagens dyster. Han vil også afgøre tvister mellem vikingerne, og hvis disse ikke kan løses, kan de ende med en holmgang, hvor to vikinger må slås til døden for at afgøre, hvem der har ret. Publikum er velkommen til at overvære eller deltage i ”tinget”.

Gør en god vikingehandel

Markedet byder også på mere fredelige oplevelser. Hele pladsen ved den mere end tusindår gamle vikingeborg fyldt med boder og handel, hvor man kan købe alverdens vikingesager – alt lige fra tekstilvarer og vikingesmykker til keramik, trævarer og mjød.


Der er desuden levende værksteder, som giver den helt rette vikingestemning. Her kan man blandt andet kan se, hvordan smeden og buemageren arbejder, hvordan vikingerne fremstillede diverse tekstilvarer, og der vil dufte af skøn vikingemad overalt, som man naturligvis kan smage.

Der er også begge dage små fortællinger og historier om de nordiske guder og vikingernes hverdagsliv. De kan høres både i langhuset og på pladsen.

Tid og sted:
Lørdag 7. og søndag 8. juli 2018 – begge dage kl. 10-16
Ringborgen Fyrkat, Fyrkatvej 45, 9500 Hobro

Billetpriser pr. dag:
Voksne: 75 kr. / Børn og unge fra 7-17 år: 40 kr. /Børn under 7 år: Fri entré
Billetten giver adgang til Fyrkat Vikingemarked og til Vikingecenter Fyrkat
Bemærk, at en billet gælder til én dag,
Billetsalget er startet online på www.nordmus.dk 

For yderligere information, venligst kontakt:
Markedsansvarlig og museumsformidler Jakob Ljørring Pedersen på telefon 31 99 06 75

Fyrkat Vikingemarked 7. og 8. juli vil publikum og vikinger dyste mod og med hinanden i mange forskellige discipliner

Fyrkat er skueplads for mange drabelige vikingekampe og dyste. Vikingerne kæmper for hver deres konges ære

Fyrkat er der levende værksteder overalt, hvor man blandt andet kan følge vikinger, der laver vikingemad.

 På Fyrkat Vikingemarked findes vikinger, som sysler med håndarbejde af en hver slags.



2018-05-10  
Affaldsindsamlingen 2018 i Mariagerfjord – Rekord Stor Deltagelse

11 børnehaver og dagplejegrupper, 14 skoler, 17 foreninger/grupper og 5 spejder
tropper var ude og samle skrald i naturen. I alt deltog 1.705 børn og voksne i den årlige
affaldsindsamling i Mariagerfjord. Det var en ny rekord for deltagelsen.

Der blev indsamlet over 4000 kg affald - deriblandt mere end 3.000 dåser.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) Mariagerfjord stod for indsamlingen, i samarbejde med
kommunen, med støtte fra Grønt Råd. Det er glædeligt, at der år for år er så mange der vil
være med, og rigtig godt at mange børn og unge er med til at holde kommunens dejlige natur
ren. En stor tak til alle, der deltog.
På landsbasis blev der indsamlet over 170 tons skrald, inklusive over 100.000 dåser. I alt var
der ca. 200.000 tilmeldte deltagere til årets Affaldsindsamling. Heriblandt et meget højt antal
skolebørn – ca. 140.000.
Det betyder, at årets indsamlere har samlet 18 ton affald mere end sidste år og 8.000 dåser
mindre. Faldet i dåser glæder præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert
Gjerding, som siger: Ud af de indsamlede dåser stammer knap 77 procent fra grænsehandlen.
Grænsedåserne er et historisk problem for Danmarks natur og miljø. Danmarks Naturfredningsforening
har derfor længe kæmpet for at få pant på dem. I Danmark har vi et fantastisk
retursystem som gør, at 9 ud af 10 dåser med pant kommer retur.
Affaldsindsamling 2019 finder sted søndag d. 31. marts. Skoler og institutioner samler ind fra
d. 25. til d. 29. marts. Vi håber endnu flere vil være med til at gøre Mariagerfjord til Danmarks
reneste kommune.
For DN Mariagerfjord
Med venlig hilsen
Alan Phipps
Affaldsindsamlingskoordinator
DN Mariagerfjord
Mob. 61990365



Fotoet er fra Arden Skole med 0.a og 0.b klasser.  Fotografen var

Inge Jacobsen.

2018-05-08  

Gave fra Folkedansere til Fyrkatspillets kostumegruppe.

Borghild og Marius Christensen fra Enghavevej i Hobro har altid været interesseret i Amatørteatret Fyrkatspillet, hvor de  har samarbejdet med dragtgruppen .

Borghild Christensen har været formand for Hobro Folkedanserlaug.  Spillet lånte  specielle kostumer/tilbehør af folkedanserne .

Da Fyrkatspillet for over 10 år siden gik i gang med  traditionen med at opføre juleforestillingerne  på Hobro Theater , blev det til en fast aftale, at hente dragttilbehør og  låne dragter fra danserne i  Hobro Folkedanserlaug og fra Borghild og Marius Christensens garderobe.

Forleden kom folkedanserparret ned i Fyrkatspillets undervisningslokale med en meget flot foræring til Fyrkatspillet -  et helt stativ m/kostumer/tilbehør.

På billede nr 5214 står det flotte folkedanserpar , fra venstre side , formand for dragtgruppen Berit Holst Sørensen, Dagmar Mark Larsen, og til højre næstformanden i dragtgruppen Ruth Carlson.

Fotograf Erik Røgild har taget de gode billeder i forbindelse med overrækkelsen af gaven.

Amatørteatret Fyrkatspillet

Jytte Frederiksen mobil 23 30 03 08

 

 



2018-04-27 Foto og tekst: Henning Aage Jochumsen  
Valsgaard Borgerforening havde igen i år arrangeret affaldsindsamling
sammen med Danmarks Naturfredningsforening og kommunen. Ca 25 af byens borgere valgte at bruge deres søndag, på at samle affald i Valsgaard by og omegn.
Kasser ​Kim Jæger oplyser, at der i alt blev indsamlet 216 kg affald, som må siges at være meget i en by af Valsgaards størrelse.
Dagen startede ud med morgenbrød i Anlægget kl. 10:00 hvorefter affaldsindsamlingen gik i gang. Dagen sluttede af omkring kl 13:00 i Anlægget, hvor Tonni Jæger havde stillet grill til rådighed, hvorefter der blev grillet pølser og brød til alle deltagende.
Valsgaard Borgerforening takker alle fremmødte, store som små, for deres fremragende indsats.
Valsgaard borgerforening oplyser, at næste arrangement er Sankt Hans Fest hos Vognmand Preben Hansen, Hovedgade 2, fra kl. 18:00 til kl. ???. Der vil være mulighed for en lille svingom, hvis lysten er til det. Alle som ikke har lyst til at spise med, er også mere end velkomne til at se det flotte bål og købe sig en øl eller vand, efter kl. 19:30. Billetter til Mad kan købes fra 25. maj, hos Købmanden eller Himmerlandsbilletten.dk
Borgerforeningen håber på at se mange af byens borgere både nye som gamle, til en hyggelig aften.












2018-04-09 Foto og tekst: Henning Aage Jochumsen  

Lørdag den 7. April gik borgerforeningen igang med arbejdet med renovering af kirkestien ned mod byens anlæg i Valsgård.

Medlemmer fra Borgerforeningen og frivillige af byens borgere var mødt op til dagens job.

Foto og tekst: Henning Aage Jochumsen

Der blev arbejdet hårdt med at få stenmelet jævnet ud over hele stien, og til sidst skulle der tromles, dette forgik med også håndkraft, så alles kræfter blev lagt i projektet. Så nu er kirkestien flot anlagt, og kan benyttet af byens borgere, når gåturen gennem byen går denne vej. Borgerforening siger tusind tak for hjælpen til alle de frivillige og tak for lån af maskiner, samt en tak for levering af stenmel til Preben Hansen. Næste projekt I byen er Forår i Valsgård, som er en affaldsindsamling i samarbejde med Dansk Naturfredningsforening. Den foregå søndag den 22. April, med opstart I byens anlæg kl. 10, hvor borgerforeningen byder på morgenkaffe, og efter endt indsamling afsluttes der med pølser og brød, til alle dem der deltager i dagens indsamling. Så mød op og hjælp med at holde vores by pæn og ren.












2018-03-20  
 Ny skoleleder til Rosendalskolen ved Hobro

Et enigt ansættelsesudvalg peger på 48-årige Mikael Lytken som ny skoleleder til Rosendalskolen.

- Vi får en meget kvalificeret skoleleder til Rosendalskolen, fortæller skolechef Stefan Møller Christiansen.

- Mikael Lytken har allerede erfaring som skoleleder. Han har indblik i professionelle læringsfællesskaber, og så er han en synlig leder, der vægter gensidig tillid og tværfagligt samarbejde højt.

Mikael Lytken kommer fra en stilling som skoleleder i Viborg Kommune. Han er oprindeligt uddannet lærer og har siden taget en diplomuddannelse i ledelse.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, og så glæder jeg mig til at komme tilbage til Mariagerfjord Kommune, fortæller Mikael Lytken.

Han forklarer, at han tidligere har arbejdet som lærer på Rosendalskolen og senere som afdelingsleder på Arden Skole.

Mikael Lytken starter 1. juni, hvor han gennem en måned får overdraget opgaven af konstitueret skoleleder Jens Laurids Pedersen.

Mikael bor i Hobro og er gift med Pernille, der er lærer i Hobro. De har sammen to børn.

Kontaktinformation
Skolechef Stefan Møller Christiansen, 61 19 44 96

Mikael Lytken 

2018-03-10  
Hjælp på vej til stressramte i Mariagerfjord

Stressramte borgere kan komme på kursus i at sænke stressniveauet og få et bedre liv.

Fagchef for Arbejdsmarked Michael Tidemand (tv.) og fagchef for Sundhed og Ældre Tue von Påhlman (th.)

- Vi vil gøre en særlig indsats for at hjælpe mennesker, der lider af stress. Derfor tilbyder vi nu kursusforløbet "Åben og Rolig", som man har rigtig gode erfaringer med i Aalborg og København, fortæller fagchef Tue von Påhlman, der er ansvarlig for kommunens sundhedstilbud.

- Her i Mariagerfjord Kommune lægger vi stor vægt på at leve op til

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at fremme borgernes mentale sundhed. Vores nye kursusforløb flugter fint med anbefalingerne, siger Tue von Påhlman.


Kursusforløbet henvender sig til mennesker, der lider af længerevarende stress. Det byder på meditation, samtaler og konkrete værktøjer, som hjælper dem med at håndtere symptomerne og sænke stressniveauet. Kommunen samarbejder med Center for Psykisk Sundhedsfremme om kurset, som bygger på den nyeste forskning. Forløbet varer ni uger og deltagerne mødes tre timer om ugen, hvor de også har mulighed for personlige samtaler med en psykolog.

Mange lider af stress

Den nationale sundhedsundersøgelse viser, at hver femte indbygger i kommunen føler sig stresset. Det går ud over livskvaliteten og mange mister tilknytningen til arbejdsmarkedet på grund af langvarige sygemeldinger.

- Stress er et stort problem for den enkelte, men også for samfundet. Vi ved nemlig, at stress er skyld i mange sygedage og alt for mange stressramte ender med at miste jobbet. Vi håber, at vores borgere tager godt imod vores kursusforløb, så de får hjælp og støtte til at få et bedre liv både på jobbet og i fritiden, siger fagchef for Arbejdsmarked Michael Tidemand.

Kurset kræver en henvisning fra egen læge eller jobcenteret. Før kurset bliver borgerne indkaldt til en samtale med en psykolog, som vurderer, om kurset er det rigtige tilbud.

Kurserne tilbydes i Hobro og Hadsund, og det første kursus begynder i april.


Kontaktinformation
Afdelingsleder Jonna Bohlbro, tlf. 97 11 39 54.


2018-03-13  
Efter en lang vinterpause er Vikingecenter Fyrkat klar til igen at åbne for publikum.

2018-sæsonen skydes i gang skærtorsdag – 29. marts – hvor cand.mag. og arkæolog Ken Ravn Hedegaard fortæller om vikingetidens bronzesmykker og viser bronzegenstande frem i en særlig påskeudstilling, mens han lejlighedsvist udøver sine evner som støber.


Læs mere i vedhæftet presseomtale.


For yderligere information kontakt venligst museumsinspektør Anne Mette Gielsager på anne.mette.gielsager@aalborg.dk  eller på tlf. 99 82 41 75.


Fotos: Nordjyllands Historiske Museum.





2018-03-05  
Tilsendt af Henning Aage Jochumsen   
På generalforsamlingen i Valsgård Borgerforening den 1. marts 2018, var der i forsamlingshuset samlet ca. 45 mennesker til spisning, der traditionen tro stod på flæskesteg og efterfølgende is.

Der blev budt velkommen af næstformanden Henning Jochumsen, der også fremlagde årsberetningen, da formanden ikke var til stede. I beretningen blev der fortalt om de forskellige aktiviteter borgerforeningen står for, fx. Fastelavn, affaldsindsamling, Sankt Hans og Halloween der alle er en årlig begivenhed.

Man fik også kendskab til de mange fremtids planer, som borgerforening går og arbejder med. Der skal ansøges om penge ved forskellige fonde, da julebelysningen skal renoveres, og man gerne vil have ny julebelysning i de manglende master i byen. Flag og flagstænger trænger også til fornyelse, så det arbejdes der også med at finde en løsning på. Stien ned til byens anlæg skal belægges, og der arbejdes på mange andre tiltag, så anlægget en dag kan blive et hyggeligt samlings sted for byens borgere. Der blev berettet om mange andre fremtidige tiltag i byen.

Regnskabet blev fremlagt at kasserer Kim Jæger, der gennemgik regnskabet fra 2017, og det kommende budgettet for 2018, der enstemmigt blev godkendt.

En af Valsgårds borgere Carsten Laursen(HC), fik overrakt en buket blomster og en lille erkendtlighed, for hans store indsats igennem tiderne, med blandt andet vedligeholdelse af byens anlæg, samt ansøgning og godkendelse af penge til dræning af anlægget, samt frivillig hjælper i både borgerforeningen og foredragsforeningen. Så derfor en stor tak til en af byens ildsjæle.

Formand Anders Nielsen ønskede ikke genvalg. Næstformand Henning Jochumsen var ikke på valg. Kasserer Kim Jæger var på valg og blev genvalgt. Sekretær Mogens Hedegaard var ikke på valg. Bestyrelses medlem

Lis Døi Jensen var ikke på valg. Nyvalgt medlem Bjarne Rødkær Andersen. Suppleant Morten Jensen genopstillede og blev valgt. Pia Taagaard opstillede som suppleant og blev valgt. Revisor Jette Lund var ikke på valg. Revisor Marianne Dalgaard genopstillede og blev valgt. Revisor suppleant blev valgt og det blev Inger Riise Støvring.

Det er dejligt at se, at så mange husstande i byen støtter borgerforeningen, der nu er oppe på lidt over 200 medlemmer, og man håber og tror på, at der på sigt bliver ca. 300 medlemmer, udtaler næstformand Henning Jochumsen.

Borgerforeningens næste arrangement er Forår i Valsgård, som er landsdækkende affaldsindsamling den 22. april. Man mødes i anlægget til morgenkaffe og derefter fælles indsamling i byen, og der sluttes af med pølser og brød.









2018-02-28  
Cafe K elever laver flotte svendeprøver

Guldmedalje til Anne Mai Seiberg

Foto og tekst: TM&E- Air-view.dk
2 elever fra Cafe k i Hobro har i dag fået deres svendebrev og kan kalde sig kok og tjener. De har begge vist hvad de kan og fået lov til at udfolde deres talent på havnen i Hobro.
Kokkeelev Kasper Hilfling Hansen fra Cafe K fik udfordringer lige fra start på svendeprøven. Kaspers svendeprøve startede med at køleskabet, hvori han opbevarede råvarerne, var blevet slukket ved et uheld dagen før. Men Kasper gav ikke op og på trods af meget mindre tid til hans svendeprøve fik han et flot 7 tal.
Stegt havtaske med Hollandaisesauce - pommes anglaise– selleripuré - kanaleret svampe og syltede perleløg var hovedretten. Og til dessert lavede Kasper romflamberet banan med stegte mandler samt vanilje iscreme. Disse 2 lækre retter sikrede det flotte resultat.
Tjenerelev Anne Mai Seiberg er hvad man må betegne som et helt særligt talent indenfor tjener faget.
4 x 12 tal og 4 diplomer var udbyttet af hendes svendeprøve indenfor tjener faget. Gennem hendes uddannelse hos cafe K på Hobro Havn har hun udvist exceptionelle evner indenfor tjenerfaget, og de mange stamgæster, på Cafe k i Hobro er vilde med hende.
Hun fik Guldmedalje med 4 x 12 tal til svendeprøve – Diplom for højeste faglige karakterer -1. plads i Vin test hos Sigurd Müller i Aalborg og bedste bord og menu opsætning, med rom præmie fra Oscar Davidsen.
Chefen Kim Vintersbølle var en stolt chef, da han i formiddag så hans 2 elever, få overbragt deres resultater. Det at uddanne unge mennesker, der vil give den en skalle for at lære restaurantfaget, ligger Kim Vintersbølle meget på sinde.
Hos Cafe K får alle mand lov til at være en del af holdet, og derved sikrer jeg at mine elever kan deres ting, når de er udlærte -Udtaler Kim og fortsætter – At være kok eller tjener er en fantastisk uddannelse og jeg er stolt over at have 2 gode elever udlært i dag. Det er sku flot at Mai har lavet en guldmedalje til hendes svendeprøve.
Cafe K uddanner løbende elever og de har alle lært håndværket fra bunden af. Et besøg på Cafe K er derfor altid en go oplevelse. Hvad de 2 udlærte skal fremover er ikke afklaret. Men med de flotte resultater, ligger verden åben for dem begge.

                























2018-02-20  

To skønne dage med masser af bevægelse gav børnene røde kinder, da Mariagerhallen blev forvandlet til et hoppe-paradis.

Forældre og bedsteforældre kunne følge med fra sidelinjen, mens deres børn og børnebørn morede sig i de mange hoppe-forlystelser, der fredag og lørdag var stillet op i Mariagerhallen. Indimellem blev der tid til en forfriskning ved et af bordene der var stillet op i kanten af hallen - og så gik det ellers løs igen med at hoppe og trimle rundt i hoppe-borge i forskellige størrelser, faconer og farver, der fyldte hele hallen. Hoppeland startede op sidste år i Mariagerhallen efter års pause, og børnene og deres familier har taget godt imod de to dages ferieaktivitet i uge 7.

Det er Hophans.dk der har leveret hoppe-land, med hoppeborge, rutsjebaner og mere samt mini legeland til de mindste. Der var en dejlig atmosfære begge dage og det er vores indtryk, at børnene og deres forældre og bedsteforældre, fik en god oplevelse. Overalt i hallen vrimlede det med rødkindede børn på strømpefødder

Overskuddet fra arrangementet vil gå til forbedringer i hallen.






2018-02-16  
Unge skal lære at tackle angst og depression

Mariagerfjord Kommune er på vej med et nyt tilbud til unge mellem 15 år og 25 år, som oplever tegn på angst og depression.

Sundhedsvejleder Sureka Santhirasegaram er koordinator for kurset i Mariagerfjord Kommune

Formålet det kurset "Lær-at-tackle" er at støtte og hjælpe de unge inden symptomerne udvikler sig til alvorlige psykiske lidelser. Formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg Jan Andersen er glad for, at kommunen nu kommer på banen med et gratis tilbud til de unge.

- Vi ser, at stadig flere af vores unge får ondt i livet. Det har store konsekvenser for den enkelte unge, som får en forringet livskvalitet, men også for samfundet, fordi mange får svært ved at klare dagligdagen og gennemføre en uddannelse. Derfor er det godt, at vi nu sætter tidligt ind og giver de unge hjælpende hånd, siger Jan Andersen.

Redskaber til at klare dagligdagen

På kurset får de unge redskaber til at håndtere dagligdagen og inspiration til, hvordan de kan leve et godt liv trods symptomerne.

- Lær-at-tackle tager udgangspunkt i de unge og de udfordringer som de oplever i dagligdagen. Vores dygtige unge instruktører har selv haft angst og depression inde på livet og derfor vil de møde de unge i øjenhøjde, fortæller Sureka Santhirasegaram, der er koordinator for kurset.

Kurset udbydes under licens af komiteen for Sundhedsoplysning og sætter fokus på hvordan man forebygger og håndterer symptomer, løser problemer og lærer, hvordan man får øje på signaler på tilbagefald.

- De unge får et socialt fællesskab med andre unge med samme udfordringer. Det har stor værdi både under og efter kursusforløbet. De mødes ugentligt i syv uger og kurset veksler mellem foredrag, øvelser og gruppediskussioner. Selvom kurset lægger op til at de unge deltager aktivt, kan man sagtens nøjes med at lytte, slutter Sureka.

Unge der ønsker benytte tilbuddet skal kontakte Mariagerfjord Kommunes Sundhedscenter.


Kontaktinformation
Koordinator Sureka Santhirasegaram, tlf. 24 87 12 16, susa1@mariagerfjord.dk
2018-02-13  
Foto og tekst: Henning Aage Jochumsen.  

Valsgård Borgerforening og Menighedsrådet

 havde igen i år slået sig sammen om at lave fastelavn for børn og voksne i Valsgård og omegn. Arrangementet startede med en gudstjeneste kl. 14.00 af Jane Jelsbak, som virkelig forstod at fange børnene og skabe en god  stemning for omkring de ca. 110 fremmødte voksne og børn,  med  blandt andet fælles indmarch for børn i kirken og flot  rollespil af Jane og Anitta.
Arrangementet  fortsatte  efter  gudstjenesten i Valsgård forsamlingshus, hvor der var dækket og pyntet op til kaffe og kage. Herefter gik de 60 forventningsfulde børn  i gang med at slå katten af tønden, der var fyldt med slik  og  fint pyntet af børnehaven Myretuen. Der  blev slået igennem af store og små  fantasifulde udklædte børn, der var en trold, et fly, Pippi Langstrømpe, et dækket bord , Dark Wader, fodboldspiller, ridder, hekse og rigtig mange andre flotte udklædninger.
 
Hos de store børn  blev kattekongen Alfrida,  og  Rebekka  blev dronning. Hos de små blev kattekongen Lilli og dronning blev Mathilde  . Herefter blev de 4 bedst udklædte kårret, og  det blev Anton, Frederikke, Willum og Emil,  og de fik  alle  8 en præmie .
Der  var i år indkøbt en ekstra tønde, og den fik alle kvinderne mulighed for at slå ned, så der gik ikke mange sekunder, før der var kø til det, og her må siges, der blev slået igennem, tønden holdt kun ca. 5 minutter, inden  Sandie Damborg  slog den ned og fik  overrakt sin præmie,  som var en kop kaffe og en fastelavnsbolle. Mon ikke det skal tages op til revision, om det skal være et fast indslag,  at se kvinderne slå katten af tønden hvert år til fastelavn, dog med en kraftigere tønde.
 
Arrangementet må siges at være vellykket, udtaler Kim Jæger fra Borgerforeningen, og  fortæller samtidig  at arrangementet helt sikkert blive gentaget næste år, og at man håber og tror på  flere deltagere, og takker samtidig  alle de frivillige, der hjælper til, for uden dem ville det aldrig gå.  En speciel tak gives til Lis Døi Jensen, som var tovholder på  arrangementet. 
 
Hvis der er nogle, der ikke er medlem af borgerforeningen, kan man stadig nå at melde sig ind og tilmelde sig  generalforsamlingen i forsamlingshuset Torsdag den 01-03-2018, hvor der traditionen tro bliver serveret flæskesteg og is .

 

 

 








2018-02-13  

Bie på gaden med 1841

Ny øl er en hyldest til bryggeriets egen historie, og den præsenteres og serveres for første gang i forbindelse med bryghusets generalforsamling lørdag 24. februar

Af Jørgen Tøttrup

Foto: Mogens Thomsen

Bies Bryghus hylder egen historie ved at lancere en spritny øl med navnet ANNO 1841. Årstallet refererer til, at det var det år, da brødrene Anthon og Frederik Bie grundlagde det bryggeri i Hobro, som fortsat brygger øl af højeste kvalitet.

Anno 1841 er endnu så ny og uprøvet, at det reelt bliver bryghusets egne anpartshavere, som får lov til at bestemme, om den nye øl også skal i masseproduktion og tappes på flasker som bryghusets øvrige øl. Anno 1841 skal nemlig stå sin prøve, når den for første gang nogensinde præsenteres og serveres for de omkring 500 anpartshavere, som ventes at deltage i generalforsamlingen i Hobro Idrætscenter lørdag 24. februar. 400 liter af det nye bryg venter dem.

-Jeg har på forhånd svært ved at tro, at anpartshaverne vil vende tomlen nedad, siger den lokale øl-ekspert over alle, direktør Keld Møller Nielsen, indehaver af depotet Tastyland, som med udgangspunkt fra Ålykkevej 20 i Hobro forhandler og distribuerer specialøl fra en snes bryggerier.

Keld Møller Nielsen har levet et langt liv i øl. Ikke sådan at han har drukket alt, hvad han er kommet i nærheden af, men mere fordi han gennem flere årti professionelt har arbejdet med øl. Og hvad angår den nye 1841 er han meget positiv.

Bies Bryghus har udviklet den nye øl i tæt samarbejde med egen brygger Martin Schau og med input fra Keld Møller Nielsen der har fingeren på pulsen hvad angår markedstendenser og efterspørgsel efter specialøl.

Der er tale om en undergæret bock. Det vil normalt sige en stærk lagerøl med en alkoholprocent på 6. Men Anno 1841 er mere end det. Det er en farlig stærk øl med en alkoholprocent på 7,5. Hvis man kommer til at sige bock bock er det altså ikke nødvendig vis fordi man har drukket for meget og snubler over ordene. Så er forklaringen, at det er en dobbelt bock...

Anno 1841 er en hvede øl med en sødlig karamelsmag. Den har en flot gylden farve, og i bemærkelsesværdig grad holder den på skummet, som selv efter nogen tid i glasset ligger som et tyndt lag hen over øllet.

-Og hvor ved vi så det fra, når Anno 1841 for første gang skal drikkes i forbindelse med den forestående generalforsamling?

Det ved vi fordi bryghusets faste smagspanel med hæderkronede øldrikkere har været samlet til en forsigtig tyvstart. Blot for at sikre, at den nye øl nu også kan drikkes, før den serveres for bryghusets ejere.

Panelet var vanen tro til lejligheden udvidet med en såkaldt "joker". Til den ærefulde opgave var hidkaldt revisor Erik Nielsen fra Beierholm i Hobro. Firmaets navn har naturligvis intet med øl at gøre, men Erik Nielsen med en fortid som bl.a. oldermand i Fyrkatlauget i Hobro beviste i forbindelse med smagningen, at han kan andet end at regne den ud.  Han gav Anno 1841 høje karakterer.

-Den er virkelig god og behagelig. Den er afrundet, smager rigtig godt og med den gyldne farve tager den sig også fantastisk godt ud i glasset, sammenfattede Erik Nielsen sin karakteristik.

Han har for resten været øl-entusiast siden de helt unge år, og i forbindelse med smagningen kom han med en lille anekdote fra gymnasietiden i Nr. Sundby.

-Jeg havde en gang bestemt, at jeg ikke ville drikke øl i en måned. Efter den første uge stod der på avisernes spisesedler "Urban er gået konkurs". Men det var altså ikke min skyld, at Aalborg mistede sit store bryggeri, mener Erik Nielsen.

Hvad angår  Anno 1841 er navnet først og fremmest valgt i respekt for bryggeriets eget stiftelsessår. Men lokalt har man da heller intet imod, at publikum bliver opmærksom på, at der var øl for brygger Jacobsen i København grundlagde Carlsberg, som også har en årstals øl - nemlig 1847.

I et historisk perspektiv er begge bryggerier dog årsunger. Historisk er der vished for, at der i Irak blev drukket øl for 6000 år siden. Herhjemme blev Egtvedpigen stedt til hvile 1370 før Kristus med en barkspand med øl som en af offergaverne. Den dag i dag er der dog ingen, der mistænker hende for at have været alkoholiker.




Smagspanelet i Bies Bryghus er samlet for at snig-smage den nye Anno 1841.

2018-02-13  
Kulturfjorden er igen klar i borgernes postkasse.

Kulturkalenderen lander i postkassen hos alle husstande i uge 9 (27.-28.feb.) Bladet dækker denne gang hele perioden frem til sommerferien, oplyser Jens Lykke fra Kultur og fritidsforvaltningen, der sammen med Mariagerfjord Bibliotekerne stå bag udgivelsen.

Denne gang er der specielt fokus på en række større begivenheder i foråret, herunder Børnekulturugen i maj, der afvikles samtidig med en Korfestival . Korfestivalen byder bl.a. på et nyt samarbejde mellem Mariagerfjord Pigekor og Musikeren Steffen Brandt. Desuden vil der blive afviklet en gospeldag i Mariagerfjord Frikirke. I juni får fjorden besøg af Skoleskibet Danmark, som vil være i området i ca. 4 døgn oplyser Jens Lykke. Lørdag den 9.juni afvikles havnens dag, der er et nyt initiativ i forbindelse med kampagnen ”Vild med Vand”. Desuden vil foråret byde på de sædvanlige større events, herunder Fyrkatspillet og den genoplivede Amburevy, der i år er flyttet til det Røde Pakhus på havnen i uge 21. Denne udgave af bladet indeholder ligeledes en præsentation af det nye Kultur og Fritidsudvalg, der løfter sløret for nogle af de politiske ideer, der er i spil i den kommende byrådsperiode.   Opmærksomheden henledes på at bladet Kulturfjorden omdeles til ALLE husstande i kommunen. Bladet er public service, og derfor får vi det også omdelt til husstande der normalt siger ”Nej tak til reklamer” slutter Jens Lykke Såfremt man ikke modtager bladet kan man henvende sig på det lokale Bibliotek eller ringe til Kultur og fritidsforvaltningen på 97113507.


 
2018-01-20  
Borgerservice tager hånd om borgere med demens

Alle medarbejdere i borgerservice i Mariagerfjord Kommune har lært at tage særlig hånd om mennesker med demens.

I Mariagerfjordf Kommune har medarbejderne i Borgerservice lært, hvordan de tager hensyn til mennesker med demens

De har nemlig haft besøg af kommunens demenskoordinatorer og er blevet en såkaldt demensvenlig arbejdsplads.

Leder af Borgerservice Morten Overgaard er stolt over, at medarbejderne har taget godt imod tilbuddet om at blive demensvenlige:

- Vi møder ofte mennesker, som lider af demens. De reagerer helt anderledes end vi forventer og mange har svært ved at huske, hvorfor kommer hos os. Det giver store udfordringer både for borgerne og for os. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle takke ja til tilbuddet om at blive en demensvenlig arbejdsplads, fortæller Morten Overgaard.

- Vi har et ansvar for at hjælpe alle vores borgere og ikke mindst dem, der lider af demenssygdomme. De skal opleve, at vi tager særligt hensyn til deres udfordringer og med venlighed og respekt hjælper dem på bedste vis. Det handler dybest set om, at se mennesket bag sygdommen, vise forståelse, lytte og kommunikere på dets præmisser, siger Morten Overgaard.

Jan Andersen, der er formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, er glad for, at borgerservice har taget i mod tilbuddet om at blive en demensvenlig arbejdsplads.

- Her i Mariagerfjord Kommune ønsker vi at øge opmærksomheden om sygdommen, så de mennesker, der lider af demens og deres pårørende oplever forståelse og respekt i dagligdagen. Derfor opfordrer vi vores lokale virksomheder til at blive demensvenlige og her er det selvfølgelig et vigtigt signal, at vi som kommune selv går foran og viser vejen, siger Jan Andersen.

Der allerede en del lokale virksomheder, som er blevet demensvenlige og flere er på vej.

- Vi oplever en stigende interesse fra virksomheder og butikker, som ønsker at blive demensvenlige. Det er meget positivt, men vi vil gerne have endnu flere med, slutter Jan Andersen.

Mariagerfjord Kommune samarbejder med Alzheimerforeningen om at øge opmærksomheden om demens. Som en del af samarbejdet arbejder kommunen for at rekruttere såkaldte demensvenner og demensvenlige virksomheder.

Fakta om demens

85.000 mennesker er i dag ramt af en demenssygdom
Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark
Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom
Antallet af mennesker med demens stiger med ca. 10.000 hvert år
I 2040 forventes antallet af mennesker med demens over 60 år at vokse til 120.000-150.000
Op mod 400.000 personer i Danmark er nære pårørende til et menneske med demens.

Kontaktinformation
Leder af Borgerservice Morten Overgaard, tlf. 21 78 14 68, moove@mariagerfjord.dk
Demensfaglig udviklingskonsulent Hanne Linde Gregersen, tlf. 40 12 60 32, hannp@mariagerfjord.dk




 
2018-01-11  
200 virksomhedsfolk til nytårskur i Mariagerfjord

Der var fulde huse i loungen på DS Arena, da Mariagerfjord Kommune og det lokale Erhvervsråd holdt nytårskur for kommunens erhvervsliv.

Borgmester Mogens Jespersen tog temperaturen på den lokale erhvervsudvikling.

Det er første gang, at erhvervsrådet og kommunen inviterer erhvervslivet til nytårskur og borgmester Mogens Jespersen er overvældet over det store fremmøde:

- Erhvervsvenligheden er en helt afgørende konkurrenceparameter, når det gælder om at tiltrække arbejdspladser og skabe vækst. Derfor ønsker vi at sætte virksomhedernes behov i centrum og udvikle vores service i samarbejde med dem. Med nytårskuren styrker vi dialogen og skaber fundamentet for et endnu tættere samspil med vores virksomheder. Det er guld værd, siger borgmesteren.

Erhvervschef Michael Christiansen håber, at nytårskuren med tiden kan blive en fast tradition.

- Vi har vi en tæt kontakt og et godt samarbejde med vores lokale virksomheder, men vi vil naturligvis gerne gøre det endnu bedre. Vi skal nemlig være en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. Det vigtigste for os er, at virksomhederne oplever, at både erhvervsrådet og kommunen gør en særlig indsats for at gøre det nemmere at drive virksomhed hos os, siger erhvervschefen
Ved nytårskuren tog borgmesteren temperaturen på den lokale erhvervsudvikling og de fremmødte erhvervsfolk fik viden og faglig inspiration med hjem. De fik blandt andet tips og gode råd af bestseller-forfatteren Simone Lemming Andersen om, hvordan de kan få maksimalt udbytte af deres netværk. Desuden gav erhvervspsykologen Tue Isaksen erhvervsfolkene viden om, hvordan de får ekstra motivation til at realisere deres personlige og forretningsmæssige mål.

Direktør Jens Bjørn fra Lillegården El i Hobro er tilfreds med udbyttet af nytårskuren.

- Det er altid godt at få et indblik i, hvilke planer kommunen har på erhvervsområdet i de kommende år. Nytårskuren er et flot arrangement, der byder på inspirerende faglige oplæg og gode kontakter til mit netværk. Derfor er det dejligt, at så mange er mødt op i dag, selvom der er rygende travlt i virksomhederne her i det nye år. Desuden er det altid rart at møde kollegaer og få sagt godt nytår og høre hvilke nytårsfortsæt, de enkelte har kastet sig ud i. Stor ros til arrangementet, siger Jens Bjørn

Formiddagens program bød også uddelingen af den nordjyske Innovationskonkurrence "Tag Fat på innovation", som i år gik til den lokale virksomhed Technicon.

Efter nytårskuren var Mariagerfjord Kommune vært for en anlægskonference, hvor de lokale virksomheder fik overblik over de anlægsopgaver, som kommunen har på tegnebrættet i de kommende år. Virksomhederne fik også praktisk viden om, hvordan de kan byde ind på anlægsarbejdet og interessen var stor blandt de fremmødte.

Vedhæftede filer
Direktør Jens Bjørn.jpg
Erhvervspsykolog Tue Isaksen.jpg


Kontaktinformation
Mogens Jespersen, borgmester Mariagerfjord Kommune, tlf. 27 20 12 58.


Borgmester Mogens Jespersen tog temperaturen på den lokale erhvervsudvikling.
2018-01-05  

”Hvordan fjerner vi knasterne i landområderne ?”

 

Med denne overskrift indbyder Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune til sit årligt tilbagevendende årsmøde, der i år afholdes torsdag den 1.feb. i Døstrup Forsamlingshus.

”Årsmødet plejer at tiltrække mellem 100 og 120 deltagere fra hele kommunen, heriblandt en del af Byrådets politikere. Det er rart – hvilket vi også fornemmede i valgkampen – at landdistrikternes udfordringer har politisk bevågenhed” udtaler Rådets formand Kim Knudsen, Hørby.

”I år har vi igen valgt at fokusere på emner, der har stor betydning for landsbyernes overlevelse, og er indsatsområder i landdistriktspolitikken” fortsætter han.

 

Som hovedoplægsholder har man inviteret ildsjæl og iværksætter Søren Vester fra Thise i Salling, til at inspirere i forhold til at ”flytte tilbage til rødderne”. Søren har efter års uddannelseseksil i København, valgt – sammen med familien – at flytte tilbage til barndomsegnen nord for Skive. ” Det er altså det fede ved at bo i et lille lokalsamfund. Man kan altid få hjælp, og så er det altså svært at få øje på begrænsningerne ved at bo på landet. Jeg elsker, at alle kender alle.” motiverer han sit oplæg.

Efter fællesspisning og networking, kan deltagerne vælge 3 debatemner, hvor nogle oplægsholdere vil komme med inspiration. PhD Helle Dalsgaard fra Hobro vil komme med bud på hvordan man får de unge til at vende tilbage på grundlag af et længerevarende forskningsprojekt, hvor hun har undersøgt hvad de unge tænker om deres hjemstavn, og hvad der skal tiltrække dem igen, når de først er flyttet ud.

Konsulent Jesper Simonsen fra det lokale erhvervskontor, vil komme med bud på hvordan man får etableret mere erhverv i de mindre lokalområder, og Ejendomsmægler Tom Madsen vil belyse de udfordringer der knytter sig til at få et bedre og mere dynamisk boligmarked udenfor de større byer.

 

Landdistriktsrådet benytter også Årsmødet til at hædre en lokal ildsjæl. I år er der igen 3 gode kandidater: Karsten Laursen fra Valsgaard, Rene Larsen fra Møldrup og Poul Madsen fra Øster Hurup. Den nye formand for Kultur og Fritidsudvalget Jane Grøn vil overrække prisen på kr. 5.000 – samt et kunstværk af en lokal kunstner.

Som afslutning på årsmødet underholder troubaduren  Axel Meilholm fra Arden, og her venter der med sikkerhed nogle overraskelser for deltagerne.

 

Alle fra Mariagerfjord Kommunes mange landdistrikter kan gratis deltage i årsmødet, men det kræver en tilmelding, der foregår via hjemmesidenwww.mariagerfjord.org senest fredag den 26.januar.

 

 
Nærmere info:

Formand Kim Knudsen – 20132272

Sekretær Jens Lykke – 29231818

 

Kultur og Fritid
Fjordgade 5
9550 MariagerTelefon: +45 97113000 
Telefon direkte: +45 97113505
jelyk@mariagerfjord.dk
www.mariagerfjord.dk

 


Foto af Søren Vester


Program for Årsmødet og tilmelding klik her